274 / 605
264
Korporationer
tyder endog paa, at disse Erfaringer er vundet meget
hurtigt, maaske allerede i 1819; i hvert Fald er det værd
at anføre, at Collegial-Tidende, hvis Redaktører var de to
Kancelli-Deputerede, P. J. Monrad og A. S. Ørsted, alle
rede 1821 kunde skrive: Det er en temmelig herskende
Misforstaaelse, at de Næringsbrugere, som have erholdt
Authorisation til at have Formænd, derfor betragte dem
som Laug. Slige Bestemmelser give en Classe af Nærings
brugere aldeles ingen nye Retttigheder, men Formæn-
dene ere blot satte til at paasee Orden blandt Nærings-
brugerne og varetage deres Rettigheder, saaledes som
disse vare bestemte ved de allerede forud giældende Reg
ler . . . . Det har derfor sin Interesse nærmere at se paa
de Bestræbelser, Korporationerne udfoldede.
Naar Korporationen var dannet, kunde den antage en
Korporationsskriver, som Lavene havde Lavsskrivere, og
han kunde da møde i Retten for Korporationen i de
Sager, der rejstes fra denne Side1), under Forudsætning
af, at han var lønnet, som Lavsskrivere almindelig var
det, og saaledes ikke speciel interesseret i Sagen. Man
antog da ogsaa almindelig en Prokurator som Skriver
ved Korporationerne.
Og dog var der en ikke uvæsentlig Forskel mellem
Korporation og Lav; havde man saaledes drevet en Næ
ring, der gjorde Indpas i et Lavs Rettighed, blev man
ikke alene idømt Bøde til det offentlige, men ogsaa Bøde
til Lavets Kasse, medens man, hvis det drejede sig om
en Korporation, kun kunde blive idømt Bøde til det
offentlige, idet der ikke som ved Lavet var givet Kor
porationen nogen Særret paa Næringen2); at en Del af
Bøden kunde tilfalde Angiveren, in casu Korporationen,
1)
D. Kane. 2. Dep. Brevbog. Skr. til Politiretten i København af
6. Febr. 1819.
2) Særlig generede dette Korporationen, hvor den stod mod Lav
(Porcellæns- og Pottehandlernes Forhandlingsprotokol. 1823).