152 / 449
134
for Universitetet. Mest betegnende i saa Henseende er Fundatsens For
skrift om, at de skulle meddele Samtykke til Promotioner; thi gives der
noget Hverv, som fra først af var ejendommeligt for Kansleren, saa er det
Meddelelsen af Licensen; men i Fundatsen åf 1539 hedder det des
uagtet, at hvis der ikke findes nogen Doktor i det paagjældende Fakultet,
skal promovendus føres til den kongelige Kansler „ut ad conservatorem
nostrum“, og hvis han heller ikke er til Stede, til en af de andre Kon
servatorer, for at denne kan beordre Promotionen iværksat1).
Konservatorernes almindelige Tilsyn med Universitetet skulde dog
fundatsmæssig især være rettet paa dets -Økonomi, og deraf forklares
naturlig, at Kongen ved Lejlighed fordrede, at Kansleren „som Konser
vator1 skulde besegle en Forskrivning tillige med Universitetet2). For
at de behørig kunde øve det nævnte Tilsyn, var det derhos strængt paa
lagt dem at overvære det aarlige .Regnskabs Aflæggelse. Primus conser-
vator maatte vel være fri, naar han ikke havde Lyst, men de tre Kon
servatorer fra Roskilde skulde nødvendigvis være til Stede. En sørgelig
Sandhed er det imidlertid, at Konservatorerne kun slet have røgtet dette
deres Hovedhverv. I de første Aar mødte de i alt Fald ved Fuldmægtige,
men efter Aar 1556 bleve de aldeles borte3), og deres økonomiske Tilsyn
øvedes kun ved Deltagelsen i at sætte Taxt paa Smaaredslet4) ; det hjalp
vist nok intet, at Fundats 1571 paalagde Universitetets Kvæstor eller
Foged at gjøre Konservatorerne Regnskab for Oppebørslerne af Universi
tetets Fællesgods; thi de have upaatvivlelig lige saa lidt opfyldt dette
Hverv, som de nogen Sinde efter Fundatsens Paalæg have samtykket i Skiftet
af Tienderne mellem Professorerne.
I alt Fald findes intet Spor til, at
de nogen Sinde have været nærværende ved slig Lejlighed Fraværelsen
forklares naturlig ved, at de selv helst bleve borte, og ingen bad dem
om at komme til Stede, i det Professorerne enedes mellem dem selv ind
byrdes om Tienderne og heller ikke havde det mindste imod, at Konserva
torerne udebleve fra Regnskabsaflæggelsen. Tvært imod bortfaldt derved
den eneste fundatsmæssige Adgang for Staten til at øve virksom Kontrol
med Professorernes Forvaltning af Universitetets Formue, og Konsistorium
fik ved selv at revidere og decidere Regnskaberne saa at sige uind
skrænket Adgang til at skalte og valte dermed. Dette var imidlertid en
over Maade stor Mangel ved den økonomiske Ordning, som dog vedblev
uforandret gjennem Aarhundreder.
Hverken Fundatsen af 1732 eller
Fundatsen af 1788 tænkte paa at afhjælpe den. Først Resol. 2. Decbr.
1836 § 6 tilvejebragte en højst fornøden Reform i denne Tilstand.
Foruden det anførte Tilsynshverv havde Fundatsen med sin hus
holderske Sans endelig endnu paalagt Konservatorerne et Hverv, der ikke
staar i nogen som helst Forbindelse med deres historiske Begreb, ja
næppe en Gang synes ganske passende for dem, nemlig at opkræve en
’) Cragii Additam. III. p. 135. — 2) Rørdam IV. 342—43, jfr. ogsaa III. S. 480
Note 2. — 3) Rørdam I. S. 401 Note 2. — 4) Kirkeli. Saml. III. S. 9.