55 / 449
37
og som sædvanligt ind sattes da efter det af Paris givne Forbillede Konser
vatorer ved en hel Kække andre Universiteter, ja endog, skjønt ingenlunde
til S ta d ig h e d 1), i Bologna. Indlysende er det im idlertid, at disse Kon
servatorer som saadanne vare Affodninger af abnorme Tilstande og derfor
i sig selv en abnorm Institution, hvilket ogsaa fremgaar af en vis Ube
stem thed i Henseende til Virkekreds og Virkemaade, der spores hos dem
overalt.
Jo regelmæssigere Retten plejedes, des mindre blev der Brug
for særlige Konservatorer, og i Væsenet forsvandt de derfor ogsaa efter-
haanden, i det de enten bleve rent borte eller i alt Fald gik op i andre
Myndigheder, saaledes a t kun T ittelen blev tilbage.
Oprindelig vare Kansler- og Konservator-Embedet adskilte, men de
forenedes første Gang af Pave Pius
II.
ved Universitetet i Nantes
1463
2),
og dette Exempel fulgte K ristian I., i det han i sit Brev valgte Kansleren,
Roskilde Bisp, til ogsaa a t være Konservator, dog, vel at mærke, med
Tilføjelse af tvende andre, nemlig Degnen og Provsten i Roskilde samt
Degnen i Kjøbenhavns Kapitel.
F ra først af kunde de pavelige Konservatorer kun røgte deres Hverv
ved Hjælp af den moralske Indflydelse, som deres Stilling medførte, og
de Tvangsm idler, navnlig kirkelige Censurer, hvoraf de i anden Egen
skab, f. Ex. som Bisper, vare i Besiddelse.
Men skulde -Øjemedet med
deres Indstiftelse til fulde naas, m aatte der nødvendigvis tillægges dem
en Jurisdiktion lig den, hvoraf den kongelige Konservator som Byfoged
var i Besiddelse, og en saadan findes ogsaa at være øvet af dem 3).
Konservatorerne dannede paa denne Maade en særlig Domstol for Pri-
vilegiebrud med en egen ud strak t Myndighedskreds ved Siden af den
sædvanlige akadem iske Domstol; men det maatte da ligge nær at forene
begge disse Domstole i én. Dette Skridt gjordes ogsaa af Kong Karl V.
ved Oprettelsen af Høj skolen i Angers
1364,
i det han gav det 3 verdslige
Embedsmænd til conservatores et judices 4), hvilket Exempel Kristian I. til
en vis Grad har fulgt, i det han i sit Brev har indsat
4
gejstlige Embeds
mænd til conservatores et judices.
Den naturlige Følge af den anførte
Forbindelse blev im idlertid, at det uklare og ubestem te Konservatorhverv
efterhaanden væsentlig gik op i Dommerhvervet, saa at Konservator kun
blev en anden T itte l paa Dommer, hvilket navnlig var Tilfældet i Følge
de kølnske og ligeledes i Følge vore ældste S tatu tter, i hvilke Konser
vatorer kun omtales i Egenskab af Domm ere5).
Medens Universiteterne efter det anførte fra ældgammel Tid vare
privilegerede, vare de derimod ikke understøttede eller funderede. Tvært
imod, ligesom de vare opstaaede ad privatretlig Vej, saaledes var det
ogsaa overladt dem selv at tilvejebringe Midlerne til deres Fornøden
0 Savigny: III. S. 204. — 2) Bulæus: Y. S. 663. — 3) Bulæus: III. p. 159,
242—43; IV. p. 1 1 3 —14 ; 180. Crevier: Histoire de l’université de Paris II. p. 373.
Meiners: III. S. 4, 7—8, 28—29 m. il. — 4) Bulæus: V. p. 663, jfr. 845 (Poitiers
1431). — 5) Statt. Art.
8
. 16, 37.