52 / 449
34
lemmerne ved Ed til at efterleve S ta tu tte rn e 1).
Ligeledes anerkjendte
Innocens III. Korporationens Ret til at vælge O rganer, der kunde op
træde og handle paa dens Vegne, og kun ex tuto stadfæstede han derfor
dens Beføjelse til at lade sig repræsentere ved en Syndikus2). Endelig er
det klart, a t Benyttelsen af et eget Segl ikke særlig behøvede at hjemles
Korporationen, og naar desuagtet P ariser Universitetet saa vel som dets
forskjellige F a lku lteter erhvervede pavelig Konfirmation paa a t m aatte føre
et eget S e g l3), havde denne Konfirmation hovedsagelig kun symbolsk Be
tydning som et udvortes Tegn paa Pavens Anerkjendelse af de akademiske
Korporationers retlige Selvstændighed.
Som et virkeligt Privilegium maa derimod nævnes den Unddragelse
fra S taten s Tvangsmyndighed, der indrømmedes Universitetets Medlemmer
ikke blo t i deres indre Medlemsanliggender, men ogsaa i andre Forhold.
Grunden h ertil lagdes ved Frederik I.s før om talte K on stitu tion , der i
Alm indelighed bestemte, at ,.Skolarer“ ikke skulde kunne sagsøges for
andre end for deres Lærer eller for Stadens Biskop (coram domino vel
magistro vel ipsius civitatis episcopo), mellem hvilke Valget stilledes
dem frit. I Paris hleve ligeledes Universitetets Medlemmer ved et P riv i
legium a f Filip Avgust i krim inelle Sager unddragne Byfogden og under
kastede den gejstlige Ju risd ik tio n 4). D ette beviser im idlertid tillige, a t
Universitetsmedlemmernes Unddragelse fra den statlige Tvangsmyndighed
ikke fra først a f var forenet med en Overdragelse af Tvangsmyndigheden
til Universiteterne selv. Bolognas Universitet erhvervede den egne Ju ris
diktion først efter heftige Kampe i et forholdsvis begrænset Omfang,
Pariser U n iv ersitete t5) øvede den ikke uden i indre Anliggender, og
de senere stiftede franske Universiteter vare ordentligvis slet ikke i
Besiddelse d e ra f6).
I Overensstemmelse hermed undtager vel ogsaa
K ristian I.s Brev af
1478
Doktorer og Magistre med deres E jendele fra
Landets Dommere, men underlægger dem dog ikke Universitetets egen
M yndighed, i det han tvæ rt imod indsæ tter visse særlige Dommere, der
tillige havde et andet Hverv, hvorom vil blive ta lt neden for. En om
fattende egen Jurisdiktion baade i civile og krim inelle Sager indrømmedes
derimod efter Prager Universitetets Mønster største Delen af de tyske
Universiteter; men i den krim inelle Jurisdiktion gjordes dog senere en
vis Indskrænkning for Livssagers Vedkommende7), og paa dette Stand
punkt staar Fundatsen at
1539,
der indrømmede Rektor og Dekaner
Jurisdiktion i alle krim inelle Sager, undtagen M andd rab8).
A f det anførte vil fremgaa, at vort Universitet ogsaa i den her
omhandlede Retning har været tilbørlig privilegeret, og i forbigaaende
maa vi derfor bestem t protestere mod Meiners’s P a a s ta n d 9), a t in tet andet
a)
Bulæus: HI. 52. — 2) C. 7. X. (1—38); Bulæus: III. 23. Thurot p. 11.
Aclditam.
p.
1
. — 3) Jfr. Thurot p. 12, 1 7 .— 4) Bulæus: III. 2. 3. Udtrykket capitale
i dette Privilegium, som Savigny III. S. 242, jfr. ogsaa Meiners II. S. 67, oversætter
ved Rektor, vil Thurot S. 16 Note 2 have forstaaet om Lærerne i Almindelighed. —
5) Savigny: III. S. 174, 193—99, 324—59. — 6) Meiners: II. S. 83—85. — 7) Jfr.
Memers: II. S. 1 1 3 —17. — 8) Cragii Additam. III.
p.
123. — 9) II. S. 119