249 / 594
Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
239
Disse Forventninger blev ikke opfyldt.
Ingen af Parterne var tilfreds rned Udfaldet. Selv-
folgelig havde de 32 Mænd først og fremmest Anledning
til at være nedslaaet over Nederlaget. Heller ikke Bar-
freds Glæde var dog ubeskaaret. Rimeligvis har han b it
tert beklaget sin Forsømmelse ikke at fremlægge Korre
spondancen med Magistraten og fortrinsvis heftet sin Op
mærksomhed ved, at han ikke havde opnaaet Erstatning
eller Procesomkostninger. Begge Parter var dog fornuf
tige nok til at opgive Appel til Højesteret, de 32 Mænd
med 15 mod 7 Stemmer1), og Barfred i en længere Skri
velse til Magistraten2), i hvilken han hverken lagde Skjul
paa sin delvise Skuffelse over Udfaldet eller forsømte at
lange ud efter sine Modstanderes »usandfærdige nærgaa-
ende Beskyldning«.
Alligevel fandt man Paaskud til nye Kævlerier.
Flertallet ønskede, at Barfreds Genoptagelse skulde
foregaa i Stilhed og næsten umærkeligt, medens Vinhand
leren krævede en officiel Meddelelse, der kunde besegle
Modstandernes Ydmygelse. Som sædvanlig under slige
Mellemværender blev Ret og Uret sammenknyttet i en ulø
selig Knude; som sædvanlig kom Opponenten i det lange
Lob tilkort overfor Majoriteten.
Til Mødet d. 31. Januar, hvor Appelspørgsmaalet
skulde afgøres, var Barfred ikke bleven tilsagt. Til den
følgende Forhandling d. 3. Februar modtog han Indby
delse, men afslog at efterkomme den, forinden han fra
Magistraten havde faaet officiel Besked, at Appel var op
givet og Dommen anerkendt3). I de følgende Maaneder
fortsattes Spillet. Til Mødet d. 28. April sendte man ingen
Tilsigelse til Barfred4) ; efter Flertallets sikkert lidet op
1) De 32 Mænds anf. Forhandlingsprot. 81/i 1766. Fol. 56.
2) Dat. 18/i 1766. Indført smstds. Fol. 57 f.
8) Smstds. Fol. 57 f.
4) Smstds. Fol. 58.