244 / 594
234
Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
sat »generaliter og ey specialitet'« og derfor ogsaa burde
være opfattet »i saadan og heste Meening, som er Grun
den til Kierlighed og Eenighed«. Ingen kunde nægte, at
lave Kornpriser var til Fordel for de Velhavende saavel
som for de Fattige, bestride, at Indførsel af fremmed
Korn gav Importørerne Indtægter, eller frakende Bonde
standen, som udgjorde Flertallet blandt Landets Fattige,
en naturlig Ret til fortrinsvis Understøttelse. Ligesaa be
hændigt flyttede han Flertallet over paa Anklagebænken,
gjorde opmærksom paa dets nærgaaende Hentydninger
til hans formentlige Godsejerinteresser og fremstillede
dets Beslutning om Eksklusionen som Led i en alminde
lig Bestræbelse for at hindre Modsigelse. Forsamlingen
havde saaledes et Par Aar i Forvejen vedtaget en Tilføjelse
til Forretningsordenen, der paalagde enhver, som ikke
vilde medunderskrive de antagne Forslag, i en skriftlig
Protokoltilførsel at fremlægge sine Grunde. Med adskillig
Føje kunde Barfred paastaa, at ikke enhver besad en saa
dan »Capacité og Koldsindighed« og »derfor ved slig
Tvangs Middel langt heller underskriver end [ønsker] ved
outrerede Qvæstioner at lade sig qvæstionere i Protocollen
samt passere for stridig og ueenig«. Efter saaledes at
have tilrettelagt sin Sag rokkede han ved Flertalsbeslut
ningens formelle Gyldighed, appellerede behændigt til Ma
gistratens naturlige Iver for at hævde sin Kompetence og
spurgte, hvorledes hans Kolleger »saa egen mægtig uden
høybemeldte Øvrighedens Concense og Samtykke tør un-
derstaae sig . . . saa overjilende at dømme mig . . . med
at udelukke mig af deres Samling og indsette andre i de
Poster, hvortil ieg af meer høystbemelte Øvrighed er ad-
mitteret«. Det var derefter en naturlig Konklusion, at han
krævede Magistratens Understøttelse og forlangte, at hver
enkelt af Flertalsmedlemmerne inden d. 4. eller 5. Juni
skulde have tilbagekaldt sin Tilslutning til Eksklusionen.
Da han umulig kunde tillade sine Modstandere »saaledes