242 / 594
232
Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
af høje Kornpriser, og besvaredes med et Stenkast mod
hans eget Glashus. I Barfreds Særvotum — hedder det i
Skrivelsen til Magistraten1) — var det hverken Borgeren
eller Patrioten, som førte Ordet, »men een Landmand . . .
og saadan een Landmand, der eyer et stort Landgods i
denne Province og i Nærværelse af Staden«. Flertallet lod
sig dog ikke nøje med denne Retersion, men benyttede
Barfreds Beskyldning mod de øvrige 32 Mænd som Grund
lag for en Beslutning om, at han foreløbig, indtil han
havde givet nærmere Forklaring, hverken skulde tilsiges
til Deltagelse i deres Møder eller udføre nogen de 32
Mænd vedkommende Forretning2).
For at forklare denne Afgørelse maa man regne med
gammelt Nag og Lysten til at hævne Nederlaget 4 Aar i
Forvejen. Derfor var Udelukkelsen lige betænkelig og
utvivlsomt et Overgreb. Barfreds Bemærkninger var
skarpe, dog ikke voldsommere end Svaret, og i hvert Fald
neppe tilstrækkelige til at begrunde et saa ekstraordinært
Skridt. Flertallet kunde nok gøre gældende, at de frem
satte Beskyldninger udelukkede »den Eeniglhed og Fo r
troelighed i vores Collegio, . . . som vi ønske og attraae
til det almindelige Bestes Befordring«, og, om de var rig
tige, gjorde dem »uværdige til at præsentere denne Stads
Indvaanere«; derfor blev det dog ligefuldt et Spørgsmaal,
om de — som det forlangtes i Artiklerne af 14. September
16593) — kunde siges at angaa Medlemmernes »Ære og
Lempe«. Det var ogsaa tvivlsomt, om de 32 Mænd var be
rettiget til uden Magistratens Medvirkning at træffe en saa
afgørende Bestemmelse, og i hvert Fald i direkte Modstrid
med de anførte Artikler, naar de ganske undlod at ind
anke Sagen til Afgørelse efter Lands Lov og Ret, tvært*) De 32 Mænds anf. Forhandlingsprot. Fol. 9.
") Smstds. Fol. 7.
s) De paagældende Bestemmelser er trykt i Kjøbenhavns D iplo
matarium. I. Bd. S. 706 ff.