HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række

En Journalists Genvordigheder

frit kunde siige mig Fornærmelser, kan ieg ikke antage;

Forordningen af 5te Julii 1793 dens 18de § beskytter mig

i al Fald herimod«1). Af Skrivelsens Tone og hele Ind

hold fremgik det tydeligt nok, at Politimesteren følte sig

forfulgt af Kancelliet og nødt til at stille Sagen paa

Spidsen. Han sluttede derfor ogsaa sin Erklæring med

at udtale Formodningen om, »at en Adskillelse ønskes«,

og sin Beredvillighed til i saa Fald at lade Sagen forelæg

ges Kongen eller — om Kollegiet skulde foretrække det —

at lade den paakende ved Domstolene.

Selvfølgelig var der for Kancelliet kun et at gøre: at

imødekomme den krænkede Politimester. Striden mellem

de to Myndigheder var efterhaanden naaet en saadan Bit

terhed, at kun en højere Instans var i Stand til at træffe

en Afgørelse. Som rimeligt var, tilfaldt det Kancellipræ

sident Kaas i en længere Redegørelse at forelægge den for

Kronprinsen2).

Kancellipræsidenten løste Opgaven med megen Be

hændighed. Sikkert med Rette antydede han, at Politi

mesteren i sit stille Sind ærgrede sig over at have ladet

en flagrant juridisk Brøler passere, og at det derfor nok

var mere »Bevidstheden om denne sin Brøde og hans

Selvfølelse at have fortient en Irettesættelse, der opbragte

ham mod Cancelliet, end den Benævnelse af f a l s k t ,

der gives det ommeldte Avertissement«. Allerede derved

var Politimesteren i al Stilfærdighed flyttet over paa An

klagebænken. Gennem et tilsyneladende Forsvar for hans

Optræden — at Loven straffer Forfatteren og ikke Censor

for en Meddelelse, som »explicite befindes lovstridig« —

var det formentlig urimelige i hans Overfald paa Kancel

liet bleven yderligere understreget. Med nøje og gammelt

9 Bestemmelse om Politimesterens Værdighed og Myndighed i

Forordning om en forbedret Politiordning i København.

2) Skr. fra Kaas til Kronprinsen I0/s 1806. Indl. til D. Kane. 2.

Dep. Brev 1805 Nr. 2847.