45 / 594
En Journalists Genvordigheder
35
Hielp ved samme. løvrigt maa De være forsikkret om, at Jeg
paaskiønner Deres Embedsflid og Duelighed«.
Nu slog Kancelliet fuldstændig om.
Da det indgav officiel Forestilling om Sagen1), havde
det opdaget, at Politimesteren, saalænge han beklædte sit
Embede og skulde gøre Gavn i det, ikke maatte udsættes
for nogen offentlig Ydmygelse. Selv over for Seidelin var
man bleven tilbøjelig til at fare med Skaansel. Præsident
Kaas var nu i Stand til at betragte hans Forseelse som en
blot Ubesindighed. Tilmed viste det sig, at forskellige af
de udenlandske Gesandter, først og fremmest den rus
siske, var tilbøjelige til at gaa i Forbøn for den uheldige
Bladudgiver. Samtidig gjorde Udenrigsdepartementet sit
til at lette Tilbagetoget. Naar det for Fremtiden blev fore
bygget, at lignende Artikler kunde fremkomme — erklæ
rede det2) — havde det intet at indvende imod, at den of
fentlige Aktion blev frafaldet. Saa langt vilde Kronprin
sen dog ikke strække sig. Retten bør have sin Gænge, ud
talte han3), blandt andet for at »forpurre Hans Svenske
Majestæts værdige Maade at lade indrykke det i vore of
fentlige Tidender, han enten ei drister sig til, eller det,
han ei troer at kan vorde bekjendt nok ved at staae i
hans Tidender«. Til Seidelin tog han intet videre Hensyn,
men mente dog, at man altid vilde være i Stand til at for
milde en eventuel Straffedom.
Da Rettens Afgørelse faldt, følte man dog ingen An
ledning til at indfri dette Løfte. Skønt Seidelin ved Hof-
og Stadsretsdom den 13. December 1806 var sluppen med
en Bøde paa 300 Rdl., blev Sagen appelleret til Højesteret
og af denne Domstol den 14. Januar 1807 vurderet til
Fængsel paa Vand og Brød i 14 Dage.
Endnu en Gang opstod der en Konflikt.
') D. Kane. 2. Dep. Forest. 10/io 1896, Res. 10/io
2) Skr. fra Ud. Dep. til D. Kane.
14/io
1806.
3) Brev fra Kronprinsen til Kaas 7/io 1806.
3*