nu at give de studerende mulighed for distraherende vurderinger
af hans fodtøj og underekstremiteter.
Professor Oppermann, der jo var kendt for at have radikale
politiske anskuelser, havde derimod brudt traditionen og choke
rede utvivlsomt mange af sine samtidige ved ofte ganske ugenert
at optræde ved forelæsningerne iført almindeligt mørkt tøj med
hvid knækflip og håndbundet slips.
Ved eksamen kunne man ikke som nu møde i shorts og åbent
stående skjorte, evt. ubarberet. Nej, ved 2. del mødte alle uden
undtagelse i kjole og hvidt, således som „kandidaterne" allerede
nogle år før havde gjort det ved studentereksamen. For skov
brugseksamens vedkommende blev traditionen først opgivet i 1914
efter de fleste steder i 1910 med revolutionært mod at være blevet
brudt af det første studenterhold efter indførelsen af gymnasie-
ordningen. Endnu så mange år efter lever den morsomme gamle
skik i forbindelse med den fornemste af alle eksaminer, erhver
velsen af doktorgraden. Skulle skikken nogensinde blivet opgivet
her, vil den blive savnet af alle undtagen doktoranden.
Når de skovbrugsstuderende kom i skoven på øvelser eller på
ekskursion, var påklædningen naturligvis skovmandsmæssig, og
des større kontrastvirkning havde ofte de deltagende ældre lære
res formelle antræk. Mange vil huske professor Boas midt mellem
ungdommen iført korrekt forelæsningsdragt, fint stribede mørke
benklæder og diplomat, hvortil sort bowlerhat og et elegant klip
pet hvidt fuldskæg. I regnvejr yderligere havelock, paraply og
galocher. Til stilen passede hans arrogante faglige sikkerhed og
tørre humor, og han samlede altid et stort og lærvilligt publikum,
når et eller andet skadedyr toges under observation i luppen og
endte sit liv i et af de talrige spritfyldte reagensglas, som han
medbragte i inderlommen.
For at fuldstændiggøre billedet må nævnes, at man før første
verdenskrig jo nok havde automobiler, men endnu ikke så mange,
så billige og så sikre, at man kunne tænke på at bruge dem ved
ekskursionerne. Disse foregik pr. tog og derefter til fods eller pr.
charabanc og så til fods, ofte lange strækninger. Rent undervis-
ningsmæssigt var charabancen for øvrigt langt at foretrække for
personbilen. Den udgjorde et lille sluttet auditorium på 8—10
320