29 / 167
Man anerkendte forøvrigt blandt de mest konservative ikke en
Gang Betegnelsen Arbejdsmænd. Endnu langt ind i det nye
Aarhundrede betegnede Sessionerne enhver Arbejdsmand som
Arbejdskarl,
det skulde være saa nedsættende som muligt.
Ogsaa paa anden Maade havde Lyngsie henledt Offentlighe
dens Opmærksomhed paa sig. Han havde været opstillet til
Borgerrepræsentantvalgene i København og opstillet som Fol
ketingskandidat i Horsens, hvor han valgtes i 1898. Han var en
kommende Mand, som talte og skrev og blandede sig i de Sager,
som interesserede Offentligheden.
Her fik han da en uventet Haandsrækning fra Kredse inden for
det frisindede, københavnske Borgerskab, som politisk stod i
et nært Samarbejde med Arbejderne. Mænd som
HermanTrier,
Gustav Philipsen, Jacob Marstrand, Benny Dessau,
ja helt op
til Bankdirektør
Heide
støttede ham med Midler, saa han red
Stormen af. Det var naturligvis Penge, som de fik tilbage igen,
og man vil maaske være tilbøjelig til at sige, at det kun var en
Pengeanbringelse, endda lille i Forhold til deres Formuer. Men
det skal alligevel siges ved 50 Aars Jubilæet, at disse Mænd
fortjener Tak og Anerkendelse for deres Hjælp. At der blandt
dem ogsaa var danske Jøder, gør ikke Hjælpen mindre agtel
sesværdig i en Tid, hvor Racehadet har fejret saa uhyggelige
Triumfer. Det var da ogsaa med disse Forbindelser, at Lyngsie
fik skabt en Ordning, som sikrede »Enigheden« Arbejde under
rolige Forhold det første Tiaar.
Lyngsie havde ikke undervurderet Vanskelighederne ved at be
gynde en saa stor Virksomhed. Og de var meget store, maaske
endnu større, end han havde tænkt sig. Derfor slog han ogsaa
til, da der viste sig en Mulighed for Betryggelse af det unge
Selskabs Fremtid. Det danske Mælkecompagni var stiftet i 1895
som et en gros-Selskab. Selskabet havde et Patent paa Be
handling af Mælken, det saakaldte Casse-System, som bestod
27