57 / 167
hjem til Nielssine i Bagsværd, tog han derud. Han snakkede
med Køerne, roste dem, naar de gav megen Mælk, roste Kar
lene og Malkekonerne for deres Arbejde og planlagde stadig
Forbedringer og Nyindretninger. Saaledes ombyggede han et
Hus til Bolig forGaardens Karle og indrettede Dagligstue med
Klaver og Bøger, uden at det dog blev nogen større Sukces.
Han følte sig som Herremanden paa Gaarden. I Modtagelses
salonen samlede han Arbejdsmændenes Hovedledelse og Bran
chemøder og viste dem stolt rundt, hvorefter de blev bespist
paa Herlev Kro med Gule Ærter og Flæsk — af Gaardens Pro
dukter. Fra Landet kom Besøg, ogsaa Turister udenlands fra,
og alle beundrede Mønstergaarden. Saa længe Lyngsie levede,
var Lautrupgaard en Institution, en Sensation i Aviserne, en
pyntelig Fjer i Hatten, efter hans Død blev den en udmærket
Landbrugsvirksomhed som saa mange andre.
Da den københavnske Mælkeordning blev gennemført, var der
ikke mere noget økonomisk Grundlag for »Enigheden«, hvorpaa
en Mønstergaard af
Lautrupgaards
Karakter kunde videreføres.
Driften af
Lautrupgaard
havde naturligvis kostet »Enigheden«
store aarlige Beløb, og da nu endvidere ved Mælkeordningens
Distriktsinddeling
Lautrupgaards
reklamemæssige Betydning
for »Enigheden« bortfaldt, blev Gaarden solgt i 1942.
55