276 / 463
130
gynde paa b ar Bund, saaledes som de rnaa gøre, der bliver ansatte
ved saadan en lille K irke ude i en Forstad, som væsentlig er be
folket af A rbejdere. F o r andre h ar der væ ret and re G runde. Den
G rund derimod, som P asto r L aursen anførte som en, der kunde
væ re gyldig, nem lig at Mænd af andre R etninger ikke kunde være
tjente m ed at blive ansatte som P ræ st ved en Kirke, hvor der v ar
eller havde væ ret e n P ræ st afInd re Missions Retning, fordi
der
v ar allerede i F o rv ejen et Indre Missions Sam fund — detv ar ikke
Ordene, m en det v a r Meningen — den G rund, m en er jeg, h ar
virkelig ingen Berettigelse. T hi er der ikke m ere K raft i en Mand,
end at han ikke tø r indlade sig paa at sam le sig en Kreds bland t
dem, som ikke h a r sluttet sig til K irkens tidligere P ræ st, altsaa b lan d t
dem, der sn arere y nd er andre Retninger, saa er det fornuftigt nok,
at h an bliver borte.
N aar der videre h er er sagt, a t n aar P ræ ster af andre Ret
ninger er bleven ansatte ved disse K irker, er det sket med h aard
Modstand fra Bestyrelsens eller Forretningsudvalgets Side, saa véd
jeg ikke, hvad der sigtes til. Men naturligvis, det følger af sig selv,
at K irkefondet, hvis det ellers vil arbejde for Guds Rige iblandt de
store forvildede og vanskøttede Masser i København, ikke kan tage
et hvilket som helst ungt Menneske, som gerne vil væ re P ræ st i
København. P asto r L au rsen syntes at være glad ved, at saa mange
unge havde underskrevet disse to Adresser. Jeg m aa derim od sige,
at det h a r gjort mig meget ondt, at saa mange unge h ar gjort det.
Thi det vilde være meget sørgeligt,
0 1 1 1
de Anskuelser, som h er er
udtalte i C entrum s Adresse
0 1 1 1
Præ stegerningen overhovedet og sæ r
lig i København, virkelig skulde være raadende hos de unge, om
det skulde være den raadende Stemning hos de unge, hvad der ud
tales i Adressen, at „d e n folkekirkelige Opfattelse vil lægge m ere
Vægt paa K irkens opdragende Gerning“ end — som der staar i F o r
vejen — paa at „betone den enkeltes Ansvar og derm ed følgende
F rih ed og kræve en bevidst personlig Bekendelse af hver enkelt
K risten“ . Jeg skulde dog haabe, a t i alt F ald unge Mænd, som
gaar m ed Idealet for Øje til deres Gerning, kunde se, at det ikke
er K irkens Opgave og ikke Kristi T jeneres Opgave at gøre en folke-
opdragende Gerning, at Opgaven er den at hjæ lpe Mennesker til at
komm e til en personlig bevidst Kristentro, og er denne personlig
bevidste K ristentro til Stede, vil den sandelig ogsaa give sig til Kende
i personlig Bekendelse. Men dersom det er G runden til de unges
U nderskrifter, at de m ener, at K irkefondet spæ rrer dem Udsigten
til at komm e i en selvstændig Præ stegerning i København, saa skal
jeg dertil sige, at det er ikke K irkefondet som saadant eller dets
Forretningsudvalg, der h ar stillet sig' hindrende i Vejen derfor, m en
det b a r jeg, i alle de A ar jeg h a r væ ret Biskop, i fuld Overensstem
melse m ed m in F o rm an d i B ispeembedet — det vil altsaa sige,
siden 1884 — gjort gæ ldende som en Regel overfor de unge Kate
keter i København, som gerne, n a a r de h ar væ ret K ateketer et P ar