Previous Page  277 / 463 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 277 / 463 Next Page
Page Background

131

Aar, kom m er og siger: Vi vil saa inderlig gerne blive i København,

der føler vi, at vor Gerning er — eller hvad anden G rund de nu

kan anføre — jeg h a r altid sagt til d e m : Nej, I skal ud paa L an ­

det og der læ re at være P ræ st; det læ rer I ikke ved at gaa som

Kateketer i K øbenhavn. Det er m in fulde Overbevisning, at vil

m an hjæ lpe de unge til at blive dygtige til Præstegerningen, saa

skal m an ikke hjæ lpe dem til at avancere op fra Kateket til resi­

derende K apellan og Sognepræst o. s. v., m en saa skal m an hjælpe

dem til at komm e ud paa Landet. E r der saa H jertevarm e og Drift

i dem til Arbejdet, saa komm er de nok i en god S tund tilbage til

K øbenhavn. H er er nu netop ved K irkefondets Arbejde blevet Plads

for m ange Præ ster, som der ikke vilde være blevet Plads for, hvis

det kirkelige A rbejde v ar blevet ved at gaa i den gamle Skure.

H vordan den er, h a r vi netop i disse Dage haft et slaaende Eksempel

paa, idet der i Søndags blev lagt G rundstenen til en K irke paa

Vesterbro, hvortil Indsam lingen begyndte for næ sten 12 Aar siden.

N aar m an vil opstille den G rundsæ tning, som i C entrum s Adiesse

er udtalt, at hvad det først og fremmest gælder om, er, at m an ikke

m aa begynde m ed at spørge, hvor sm aa Sognene bør være, for at

Arbejdet kan blive gjort efter Ønske, m en m an skal sætte Kraft ind

paa at faa opført anselige Kirkebygninger, „virkelige Sognekirker“

o. s. v., og m an m aa derimod ikke nøjes m ed saadanne „lavloftede,

uanselige L ok aler“, som K irkefondet nøjes med, saa vil De se, at

her er der i næ sten 12 Aar sat K raft ind paa at faa opført en saa-

dan virkelig Sognekirke, og først nu er m an om sider naaet til at

lægge G rundstenen til den.

De vil allesamm en se, a t skulde det være blevet ved at gaa paa

den Maade, vilde det i kirkelig Henseende se frygteligt ud i Kø­

benhavn. T hi det m aa alle indrømm e, at for en Snes Aar siden saa

det frygteligt ud her. Da saa det ud saadan, at enhver, der vilde

lukke Ø jnene op, m aatte sige: Det er umuligt, at Folkekirken paa

den Maade k a n blive ved at bestaa i København, den m aa opløses

og forsvinde i L øbet af k o rt Tid. Den Tanke var o \e i\æ ld e n d e foi

mig, længe før jeg blev Biskop, og den h a r ogsaa været ledende i

d et'A rbejde, jeg h a r faaet Lov til at gøre her i Byen som Biskop.

Det er i m ine jØjne ligefrem et V idunder, at det er gaaet med Tolke­

kirken h er i København, som sket er, at der her er blevet en saa­

dan kirkelig Ordning, at vi dog kan sige, den er nogenlunde tilfreds­

stillende, og at der er Udsigt til, at med Guds H jælp vil vi i Løbet

af nogle Aar have det i alt F ald saaledes ordnet m ed Sognekiiker

og Sognedeling, at m an kan sige, det vel er om trent saa tilfredsstil­

lende, som m an overhovedet kan vente det i en Stoistad.

Jeg m en er altsaa, a t det er uretfærdigt at tale om Kirkefondets

Arbejdes ensidige Retningspræg — det er uretfærdigt, for saa vidt

som det slet ikke h a r væ ret Ø jemedet at skaffe en hel Hoben Indie-

m issionskirker og Indrem issionspræ ster i København. Men det hai

udviklet sig saaledes, og det kunde vistnok ikke godt være gaaet