![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0271.jpg)
131
Aar, kom m er og siger: Vi vil saa inderlig gerne blive i København,
der føler vi, at vor Gerning er — eller hvad anden G rund de nu
kan anføre — jeg h a r altid sagt til d e m : Nej, I skal ud paa L an
det og der læ re at være P ræ st; det læ rer I ikke ved at gaa som
Kateketer i K øbenhavn. Det er m in fulde Overbevisning, at vil
m an hjæ lpe de unge til at blive dygtige til Præstegerningen, saa
skal m an ikke hjæ lpe dem til at avancere op fra Kateket til resi
derende K apellan og Sognepræst o. s. v., m en saa skal m an hjælpe
dem til at komm e ud paa Landet. E r der saa H jertevarm e og Drift
i dem til Arbejdet, saa komm er de nok i en god S tund tilbage til
K øbenhavn. H er er nu netop ved K irkefondets Arbejde blevet Plads
for m ange Præ ster, som der ikke vilde være blevet Plads for, hvis
det kirkelige A rbejde v ar blevet ved at gaa i den gamle Skure.
H vordan den er, h a r vi netop i disse Dage haft et slaaende Eksempel
paa, idet der i Søndags blev lagt G rundstenen til en K irke paa
Vesterbro, hvortil Indsam lingen begyndte for næ sten 12 Aar siden.
N aar m an vil opstille den G rundsæ tning, som i C entrum s Adiesse
er udtalt, at hvad det først og fremmest gælder om, er, at m an ikke
m aa begynde m ed at spørge, hvor sm aa Sognene bør være, for at
Arbejdet kan blive gjort efter Ønske, m en m an skal sætte Kraft ind
paa at faa opført anselige Kirkebygninger, „virkelige Sognekirker“
o. s. v., og m an m aa derimod ikke nøjes m ed saadanne „lavloftede,
uanselige L ok aler“, som K irkefondet nøjes med, saa vil De se, at
her er der i næ sten 12 Aar sat K raft ind paa at faa opført en saa-
dan virkelig Sognekirke, og først nu er m an om sider naaet til at
lægge G rundstenen til den.
De vil allesamm en se, a t skulde det være blevet ved at gaa paa
den Maade, vilde det i kirkelig Henseende se frygteligt ud i Kø
benhavn. T hi det m aa alle indrømm e, at for en Snes Aar siden saa
det frygteligt ud her. Da saa det ud saadan, at enhver, der vilde
lukke Ø jnene op, m aatte sige: Det er umuligt, at Folkekirken paa
den Maade k a n blive ved at bestaa i København, den m aa opløses
og forsvinde i L øbet af k o rt Tid. Den Tanke var o \e i\æ ld e n d e foi
mig, længe før jeg blev Biskop, og den h a r ogsaa været ledende i
d et'A rbejde, jeg h a r faaet Lov til at gøre her i Byen som Biskop.
Det er i m ine jØjne ligefrem et V idunder, at det er gaaet med Tolke
kirken h er i København, som sket er, at der her er blevet en saa
dan kirkelig Ordning, at vi dog kan sige, den er nogenlunde tilfreds
stillende, og at der er Udsigt til, at med Guds H jælp vil vi i Løbet
af nogle Aar have det i alt F ald saaledes ordnet m ed Sognekiiker
og Sognedeling, at m an kan sige, det vel er om trent saa tilfredsstil
lende, som m an overhovedet kan vente det i en Stoistad.
Jeg m en er altsaa, a t det er uretfærdigt at tale om Kirkefondets
Arbejdes ensidige Retningspræg — det er uretfærdigt, for saa vidt
som det slet ikke h a r væ ret Ø jemedet at skaffe en hel Hoben Indie-
m issionskirker og Indrem issionspræ ster i København. Men det hai
udviklet sig saaledes, og det kunde vistnok ikke godt være gaaet