275 / 463
1-29
kunde have ønsket anderledes. Jeg siger, at disse to Dele hænger
samm en som G rund og Følge, thi jeg er vis paa, at den, som
virkelig forstaar K irkefondets Arbejde, vil, selv om der kan væ re
baade det ene og det andet, h an efter sin Anskuelse kunde ønske
anderledes, ikke k unn e andet end paaskønne det Arbejde, der h er
er gjort.
D ernæ st vil jeg gøre et P a r Bemæ rkninger til de Betragtninger,
der h er — navnlig m ed stør F y n d af P astor L aursen — er gjort
gældende i Overensstemm else med C entrum s Udtalelse og med det
Grundtvigske Konvents Udtalelse, som mæ rkelig nok paa dette P u n k t
— det er vist første Gang i den danske Kirkes H istorie — h ar
knyttet sig nøje til C entrum . . . . I Overensstemm else med disse Ud
talelser h ar P asto r L au rsen fremhævet, at Kirkefondets Arbejde havde
et ensidigt Retningspræg, og da navnlig henvist til, hvad der er h en
vist til m ange Gange før, nem lig Ansættelsen af Præ sterne, fordi —
lad os sige det ren t u d — fordi disse P ræ ster gennemgaaende eller
udelukkende er af Ind re Missions Retning. Dertil vil jeg først sige,
at dersom enhver Præst, hvem det virkelig ligger paa H jerte, og
som sæ tter sit A rbejde ind paa, at h an kunde faa de enkelte i
Tale og faa ogsaa Smaafolk i Tale, og at søge dem der, hvor de er,
ikke der, hvor h a n gerne vilde have, at de skulde findes, og som
véd at indrette sin A rbejdsm aade og sin Forkyndelse og V irksom
hed efter, hvor de findes, — dersom enhver saadan P ræ st skal
regnes for Ind re M issionsmand, ja, saa er, saa vidt jeg kan se, alle
de ved K irkefondets K irker ansatte P ræ ster Indre Missionsmænd, og
saa h ar ogsaa de Ret, der siger, som det engang er blevet sagt til
m ig: Ja, de var m aaske ikke Ind re M issionsmænd fra Begyndelsen,
m en de er bievne det, og de h a r væ ret nødte til at blive det. Hvis
den, der arb ejd er efter denne R ettesnor, som i sin Tid er udtalt
af én enelsk Bigskop, at hvis Folket ikke vil komm e til K irken,
saa m aa K irken komm e til Folket, er Indre M issionsmand, saa er
det ganske rigtigt, at det e r den Slags Præ ster, K irkefondet h ar
søgt at faa til København, og jeg tæ nker ogsaa, at P ræ sterne ved de
af Fo nd et opførte K irker i det hele skulde svare dertil. Men vil
m an derim od sige, a t m an h a r søgt udelukkende efter P iæ stei, som
hørte til In d re Missions Retning, siger jeg ganske uden B etæ nkning.
det er ikke sandt. Det kan gerne være, at Flertallet h a r væ ret Ind ie
Missionsmænd, m en det er ikke derfor, vi h ar søgt dem.
Jeg vil i den H enseende henvise til, at der er et Medlem her
i Salen, der ingenlunde h ø rer til Indre Missions Retning, og som
gentagne Gange forgæves er bleven opfordret til at være P iæ st ved
en af K irkefondets K irker — jeg tænker, han selv vil stadfæste Rig
tigheden af m ine O rd — og der er mange flere Præstel (jeg vil
ikke nævne Navne, i alt F ald ikke offentligt), som er hievne opfoi-
drede dertil, endogsaa, i alt F ald et P a r af dem, flere Gange, m en
som h a r undslaaet sig af forskellige G runde. E n af de Gi unde,
som er bievne anførte, er, at de følte sig ikke i Stand til at be-