279 / 463
133
at søge at sikre sig, at de Kirker, der var bievne opførte ved fri
villige Bidrag fra Menigheden i hele Landet, som havde bidraget
dertil, fordi man anerkendte og følte, hvad for en stor aandelig Nød
der var i København, —- at disse Kirker ikke skulde blive misbrugte
og mishandl ede, saaledes som det er gaaet med Kirkerne i Frank
rig, hvor endogsaa en Kirke i Paris er bleven anvendt til Koncert
lokale eller en Slags Varieté. Og naar m an taler om, at Folke
kirken kunde ophøre at eksistere, saa kan man naturligvis ikke
nøjes med at tænke paa det Tilfælde, at Folkekirken ligefrem er
klærer sig for opløst, eller at Rigsdagen eller Folket afskaffer Folke
kirken, hvorved jo alle Baand var løste; men man maatte ogsaa
se hen til saadanne Forhold, hvor Folkekirken f a k t i s k var op
løst, selv om Opløsningen ikke ligefrem var erklæret. Ingen kan
indestaa for, at dette ikke kan ske, i Særdeleshed da, hvis vi ikke
faar en Bestemmelse som den, der er vedtaget i Kirkeforfatnings-
udkastet, om at Kirkeraadet kan nedlægge et Veto imod en vilkaarlig
administrativ Anordning. Lad os tænke os, at en Minister vilde faa
udstedt en Anordning om, at til den evangelisk-lutherske tolkekirke
maa henregnes alle „religiøse“ Mennesker, eller alle, der antager,
at der er en Gud til eller lignende, saa vilde Folkekirken faktisk
være opløst, om den end maaske vedblev at bestaa paa Papiret.
Det var saadanne Tanker, som bevægede mig til at gaa ind paa
Tanken om, at Kirkerne skulde overdrages paa Opsigelse. Men nu
har Ministeriet i sin Skrivelse, som De vil finde Side 34, udtalt føl
gende : „Først ved en eventuel Opløsning af Folkekirken vil det tagne
Forbehold om Kirkefondets Ejendomsret kunne tænkes at faa sin
Betydning, idet, hvorledes der saa end til den Tid bliver at forholde
med Folkekirkens øvrige Kirkebygninger, E j e n d o m s - og Ra a d i g -
h e d s r e t t e n over de her omhandlede Kirkebygninger vil være sikret
Kirkefondet“ . Her har Ministeriet udtalt, at naar Folkekirken op
løses, saa er baade Ejendoms- og Raadighedsretten over Kirkerne til
sikret Kirkefondet. Det kan naturligvis godt være, at dette kunde ske
under en saadan Form, at man var nødt til at føre Proces om, hvor
vidt Folkekirken kunde betragtes som opløst eller ikke; men som
sagt, her er det Princip, der skulde sikres ved Bestemmelsen om en
Opsigelse, udtalt af Ministeriet, og naar det er udtalt, kan jeg ikke
andet end ønske, at der maa findes en anden Udvej til at sikre sig,
at disse Kirker, der er opførte, lad mig sige af den danske Menig
heds Kærlighed, maa vedblive at staa til den danske M e n i g h e d s
Tjeneste, og at vi saaledes kan vedblive at arbejde for det, som ei
udtalt i Fondets Statutter § 1, og som ogsaa i sin Tid blev udtalt af
1. C. Christensen i hans Skrivelse, som laa til Grund for Oprettel-
sen af det kirkelige Udvalg, at den danske Folkekirke maa væie
„et Hjemsted for Menighedslivet“. Det er netop det, som er sat ind
i Statutterne, at jvi vil virke hen til at støtte b olkekirken i dens
Arbejde for Guds Rige og som Hjemsted for Menighedslivet. . . .