70 / 180
Små patrioter
67
Forfatteren Knud Holst har en snes år efterbesættelsen søgt at rekonstruere
de mindre børns modtagelighed overfor besættelsessituationen ud fra sine
egne erfaringer, hvor han har sat børnenes bevidsthed og følelsesliv icen
trum: ’Krigens maskineri gjorde sitindtryk, både på den ydre voksenverden
og (derigennem) på vor egen. Men også krigens abstraktioner. Tusmørket
bag allede forblommede samtaler, man ’hørte”overmiddagsbordet ellerved
møder og anden komsammen. Uroen, rygtegrøden. Der boede folk, man
skulle gå uden om, op ad én. Visse børn skulle man helst ikke omgås, men
undgå”.14 Knud Holst ser de voksnes patos, beredskabsånden, som udtryk
forde undertrykte og uudtalte følelser.”Der varjoen voksenpatos, der betog
os idet. Havde man givet de syvårige maskinpistoler, som man gav dem ka
kaoerstatning, havde tyskerneværet ude aflandet inden 44”.
Tidens nationale ånd var salvelsesfuld og højtidelig, men når de voksne
tog den så alvorlig, så gjorde børnene det også: ’Ikke snakke op, men nok
være beredt. På hvad? Det fik man aldrig at vide. Vi tog det mere alvorligt
end de voksne anede - måske mere end de voksne selv”.Knud Holst nårfrem
til, at børnene havde den samme nationale og patriotiske grundindstilling
som de voksne, men ien enklere og klarere form. Hvad han tilgengæld ikke
farfrem, det er,at det sandsynligvis erde mere ekstreme vilkåribesættelsens
sidste halvandet år, som er indeholdt iberedskabsånden. De første par år af
besættelsestiden var dagligdagen på de fleste områder præget afvidtgående
normalitet.
Når enkelte beretninger med en rekonstruktion afbarnesynsvinklen fal
der udenfor beredskabsånden eller den nationale grundfortælling, så er det
fordierindringen tagerudgangspunkt ide førsteårserfaringer.Ien beretning
om opvækst på Christianshavn hedder det om de 10-12-årige drenges leg: ”1
øvrigtvar disse kædehunde (de tyske feltgendarmer) mine idoler.Jegvarjo i
lege røvere og soldater-alderen, og flottevar de jo. Det var altid nogle gran
voksne fyremed blanke stålhjelme og skinnende støvler,og sådetflottehalv
måneskiltom
halsen.Jonårvidrenge legede,varjegaltid’kædehund”.15Her
var der taleo m en familie med en heltalmindelig holdning tildet nationale,
og med en storebror, der senere var i
Den danske Brigade
iSverige. Idenne
og iandre beretninger angives, atforældrene istørstmulig omfang ikke talte
om krig og dramatiske episoder med deres børn, hvad der gav mulighed for
atudvikle alternative ’helte”etstykke tidfrem ibesættelsen.
Men også ien ung alderblevderlyttetmed ved de danske udsendelser fra
BBC, som etstortflertalafden danske befolkninghyppigt lyttedetil,og som
videregav en klar patriotisk holdning. Strejkerne og demonstrationerne fra
1943 og besættelsen ud blev afde flestevoksne tolket nationalt, og det kun
ne ikke undgås, at børnene overtog synsvinklen. Ibesættelsens sidste årville