84 / 467
Københavnske foreninger 1820 til 1848
71
nes kreds og var måske med til at skabe mere interesse
for skandinavismen, end der ellers ville have været.
Ganske kort tid efter Det skandinaviske Samfunds op
hævelse stiftedes den 1. september 1843 Det skandinavi
ske Selskab, hvis formål var „at fremme en nærmere
Forbindelse mellem de skandinaviske Folk dels ved re
gelmæssige Sammenkomster med Svenske og Nordmænd
af de dannede Klasser, der besøge Kjøbenhavn, dels ved
Foretagender, sigtende til at befordre almindeligere
Kendskab til de skandinaviske Sprog“. Blandt stifterne
kan nævnes H. N. Clausen, C. T. Engelstoft, grosserer
og rådmand H. P. Hansen, J. L. Heiberg, bankdirektør
L. N. Hvidt, J. N. Madvig, grosserer Nikolai Jonathan
Meinert, D. G. Monrad, Joachim Frederik Schouw og
stiftsprovst E. C. Tryde.154 Det var altså en række af
Københavns prom inente borgere, der stod bagved. Rege
ringen var derfor mere betænkelig ved at ophæve et så
dant selskab end en sammenslutning af studenter, og
den nøjedes med et forbud mod, at det lagde „nogensom
helst politisk Tendens for Dagen“.153 Endelig var stif
terne for størstedelen folk i en mere moden alder og ikke
videre interesseret i den politiske skandinavisme; det var
altså ikke nær så farligt. På den anden side var man
fra konservativ side nok klar over, at det næppe helt
ville afholde sig fra enhver politisk virksomhed. Ifølge
Fædrelandet er det åbenbart, at det ikke kan have an
det end politisk øjemed, skrev Hans Krabbe Carisius til
m inisterresident Christian Bille.156
Forbilledet for dette skandinaviske selskab angives i
selskabets forhandlingsprotokol at være de nordiske
naturforskermøder, der begyndte i 1839 i Göteborg og
fortsatte med årlige sammenkomster sk iftevis i de tre
nordiske hovedstæder.157 Før den tid var skandinaviske
sympatier dog ikke ualm indelige blandt akademikere,
og det kan nævnes, at N. M. Petersen i 1837 fremkom