91 / 237
Københavns befæstning under Svenskekrigen
8 9
og dels ville man gerne have en naturlig tilslutning til den
gamle vold. Den opgave, at forbinde to fjerntliggende vold
stykker, havde sin standardløsning i datidens lærebøger,
nemlig at forbinde dem med et udsnit af en regulær poly
gon på en sådan måde, at retningerne i endepunkterne gik
jævnt over i hinanden. I det foreliggende tilfælde blev der
fra bastionsspidsen ved »Runde Kirke« T (et punkt ved
nuv. gangbro over banen til Østre Anlæg) og ned til N lagt
Fig. 4. De sukcessive vold lin ier på Østervold 1630-1660.
1
:
20.000
fire bastionære fronter, som udgjorde et udsnit af en regu
lær 40-kant (måske 36-kant). Dermed gik den gamle og
den nye vold jævnt over i hinanden, og Rosenborg var ind
lemmet. Den nederste punkterede linie på fig. 4 angiver
voldprojektets magistrallinie.
Bastionsfronterne er 245 m fra saillant til saillant; ba
stionerne er ret små, man har tilsyneladende fulgt den
gamle regel om, at kurtinen er
2/3
af den indre polygon
side, og flanken = halvstruben = Ve af den indre poly
gonside. Bastionerne er temmelig stumpvinklede, det er en
ældre mere sydeuropæisk præget form, der er anvendt.
Hvor meget der blev opført af den nye vold, er svært at
vide. På kortet V.L. V er et stykke AB af volden angivet
som »das neuwe angelegte Werck«, men det må vist opfat
tes konjunktivisk; i den nedenfor omtalte næste arbejds