94 / 237
9 2
Thøger Bang
medens den nye vold fik en ensartet frontlængde på 275 m,
d.v.s. en mellemting, måtte bastionerne forskydes side
læns, og desuden blev de betydeligt forstørret. Et punkt
var fastlagt på forhånd, nemlig den nye Østerport 0 , og
kurtinelinien omkring denne blev derfor tegnet eksakt
oven i den gamle kurtine. Da man på dette sted i moderne
tid sløjfede Christian V’s store vold, fandt man indeni og
med praktisk talt samme magistrallinie volden fra ca.
1650 og i denne volden fra 1642. Et lignende fænomen kan
iagttages på et træsnit fra sløjfningen af volden foran
Garderkasernen (gengivet i »Før og Nu« 2, s. 3 ).
Voldlinien blev lagt således, at konkaviteten ved A for
svandt, og i øvrigt har ingeniøren helt frigjort sig fra den
flere gange i det foregående omtalte afhængighed af regu
lære polygoner. Bastionsfronterne følger efter hinanden,
for det meste samlet parvis, således at to sukcessive fron
ter ligger på ret linie, og i øvrigt med vinkler afpasset
efter de stedlige forhold. Magistrallinien er tegnet efter
bestemte matematiske principper, af en stor studietegning
af volden i målestok 1:1040 (altså 20 gange så lang som
fig. ovenfor; Kgl. Bibi.) fremgår, at enhver kurtine er
eksakt lig summen af de to facer ved samme front.
Fortifikation er et fast kapitel i datidens matematiske
lærebøger, og fæstningskonstruktørerne var tidens for
nemste anvendte matematikere. V idenskabshistorisk er
det nu interessant at se dette udprægede eksempel på, at
en matematiker skaber en metode, som er så alment an
vendelig, at han kan frigøre sig fra usaglige regularitets
krav. Spørger man, hvem der er mester for detailprojek
teringen, er der næppe tvivl om, at det er Georg Hoffmann.
Den øverste ledelse af arbejderne havde Axel Urup (se
V. Lorenzens bog om denne), men Georg Hoffmann var
underingeniør hos ham ved København 1647-49, hvorefter
han kom til Fredericia for at dirigere arbejderne der. Nu
er det således, at alt det særegne ved Østervold genfinder