95 / 237
Københavns befæstning under Svenskekrigen
9 3
vi på tegningerne fra 1650’erne af Fredericia. Georg Hoff-
manns matematiske metoder kender vi, idet hans fætter
Chr. Heer (også en habil fæstningsingeniør og -forfatter)
fremsætter dem i »Speculum artis muniendi« (Leipzig
1694), selv om de på dette tidspunkt må have virket noget
forældet (Hoffmann var da for længst død). Heer omtaler
metoden som en »invention«, og den har det for datidens
fæstningslitteratur usædvanlige matematiske særpræg,
som er skitseret ovenfor.
Metoden er anvendelig for bastioner anbragt på hjørner,
hvis vinkel kan have enhver størrelse mellem 90° og 180°,
og som et biresultat af den subtile konstruktion opnås det
ikke sædvanlige, at en kurtine bliver eksakt lig summen
af facerne ved samme front. Både på Østervold og ved
Fredericia er vinklen med tilnærmelse 180°, og en til kon
struktionen svarende regning giver i dette specialtilfælde
face = halvkurtine = 2 gange flanken, og en vinkel på
45° mellem face og kurtine. Et andet sted nævner Heer,
at Fredericias kurtiner er 42 roder, og med dette mål giver
regningen en frontlængde på ( l + |/2 /2 )-42 roder = 270 m,
hvilket stemmer så godt, som man kunne vente, med den
foran nævnte frontlængde for Østervold, og de andre rela
tioner stemmer også. Vi skal ikke her gå ind på en mere
detailleret undersøgelse. I bogen betragtes som eksempler
dels vinklen på 180°, som lige er omtalt, og dels vinklen
120°, d.v.s. i en regulær sekskant, og det er netop det til
fælde, som indtræffer ved det 1649 påbegyndte kastel,
hvor metoden også blev anvendt. I det sidstnævnte tilfælde
bliver resultatet fortifikatorisk mindre godt, og Georg
Hoffmann var selv sammen med Axel Urup i 1661 med til
at godkende Riises plan til det nye kastel.
Ligheden mellem Østervold og Fredericia viser sig ikke
blot i plantegningen, men også i voldens profil, og ligele
des kom udførelsen af arbejderne til at forløbe parallelt
de to steder.