167 / 302
tvingende Grunde maa han træde til Side, nødig af Hensyn til
Uoverensstemmelse med øjeblikkelige Magthavere. I den offen-
lige Virksomhed skal Arbejdsomhed og Energi parres med ube
stikkelig Retskaffenhed og Sagkundskab.1
Virkeligheden svarede ingenlunde altid til dette Ideal, og
Bernstorff kom ofte til at se Hertugdømmernes Adel, der stod
ham nærmest, fjerne sig derfra.
Hans idelig tilbagevendende Klage var, at den holstenske
Adel — og man vil erindre, at under dette Navn indbefatter han
begge Hertugdømmers — var saare fattig paa virkelig dygtige
Personer. Mellem den Mængde Adelsmænd, han nævner i sine
Breve, er det uendelig faa, han anser for Mænd med Evne og
Fortjenester. Foruden Ditlev Reventlow satte han Pris paa Grev
Christian Ulrich Brockdorff til Klethkamp og paa Amtmanden i
Rendsborg Baron Hans Schack Brockdorff, paa Otto Blome, der
imidlertid stadig var dansk Gesandt i Paris og saaledes uden
Indflydelse paa Forholdene hjemme, samt paa den videnskabelig
interesserede rige og dygtige Grev Frederik Hahn til Neuhaus,
med hvem han stod i Brevveksling, og hvem han snart ønskede
at faa til at tage en diplomatisk Stilling, snart gærne vilde an
sætte i København, hvad imidlertid hverken Hahn eller Hoffet
vilde gaa med til.3 Flere end disse fremhæver han egenlig ikke,
og selv om enkelte andre vel kan have været over Jævnmaalet,
saa har Tallet i det hele dog været ringe. Den holstenske Adels
Opdragelse havde været slet, Ungdommen var ikke vænnet til at
tage ordenlig fat hverken i private eller offenlige Forhold; i de
første fire Aar efter Mageskiftet var der, bortset fra Schimmel-
manns og Ditlev Reventlows Sønner, kun een ung holstensk Adels
mand, der søgte at komme ind i dansk Statstjeneste, nemlig den
unge Grev Baudissin, som siden blev Schimmelmanns Svigersøn.1
Mod Adelsmændenes moralske Vandel lod der sig rette stærke
Anker; der var Tider, hvor Bernstorff saa yderst mørkt paa deres
Forhold og mismodig spurgte, hvorfra en Forbedring skulde
komme. Han fandt ikke inden for Standen en Kreds af Mænd,
hvis Fortjenester var saa store, at de kunde drage Resten med
sig. Han ønskede, at der blot var en eneste Dyd, et eneste
150