133 / 219
K Ø B E N H A V N S B E F Æ S T N I N G 1 8 8 6 - 1 9 6 2
geværerne. Dertil anlagdes nogle store baraklejre for stillingens be
sætning i rummet bag linien, og tømmer, pigtråd, telefonmateriel,
lysmateriel og maskingeværer anskaffedes yderligere til brug for
en hurtig etablering af en stilling langs Roskilde fjords østbred, for
det tilfælde, at fjenden, efter at have set Tunehalsen spærret, ville
trænge ud i Hornsherred og derfra søge at gå over Roskilde fjord.
Materiellet opmagasineredes i store depoter langs fjorden.
Stillingens anlæg, der helt skyldtes regeringen Zahles initiativ
og som ikke var indgået i nogen armeringsplan for Københavns
forsvar, må, betragtet både med datidens og nutidens øjne, beteg
nes som en overordentlig styrkelse af (Nord-) Sjællands og Køben
havns forsvar. Da en landgang på Sjælland primært måtte have en
indtagelse af København til mål, måtte stillingens præventive værdi
som »fredsbevarende« faktor også være tydelig for enhver. Det
var den i øvrigt for regeringen, som hermed tilkendegav, at den
afgørende havde brudt med sin hidtidige opfattelse af danske
militære foranstaltningers værdi. Dens modstandere var heller ikke
sene til at udnytte denne konstatering, der i årene efter krigen voldte
regeringens folk, også efter regeringsskiftet i 1920, mange kvaler.
Tunestillingen betød, at »Fæstningen København« faktisk ud
videdes til »Fæstningen Nordsjælland«. Den kom til at indtage
en mærkelig stilling i dansk befæstningshistorie, idet den ikke alene
repræsenterede et forsvarspolitisk principbrud, men også fordi den
blev betragtet med den yderste skepsis i visse kredse af Hærens
faste folk, måske og rimeligvis nærmest fordi den var et barn af
en regering, hvis militærpolitiske anskuelser havde stået i skarp
modsætning til den i Hæren herskende opfattelse. Men dens strate
giske værdi var ubestridelig - dens taktiske noget reduceret på
grund af dens flanke mod Køge bugt, der hen på krigen helt be-
herskedes af tyske søstridskræfter.
9
*