138 / 219
FYRRE ÅR MED HESTE
De københavnske sporvejes første epoke
A F S V E N R Ø G IN D
I løbet af perioden 1860-1901 steg Københavns kommunes ind
byggerantal fra 155.000 til 361.000 eller med over 200.000. Nød-
vendiggjort heraf bredte bebyggelsen og særlig etagehusbebyggelsen
sig fra forstædernes terræn, der allerede i i88o’erne var næsten
helt beslaglagt, ind over nabokommunerne, der snart kom til at
udgøre en bestanddel af hovedstadsområdet. Det kan da tage sig
lidt mærkeligt ud, at man først så sent som henimod århundredets
slutning begyndte at beskæftige sig med mulighederne for at for
øge de offentlige befordringsmidlers kapacitet ved at gå over til
at benytte mekanisk drivkraft i stedet for heste på det ret vidt
strakte sporvejs- og omnibusnet. Forudsætningerne for at gøre det
var dog forlængst tilvejebragt ved gennemførelsen i 1875 af en
art tillæg til vor første sporvejslov, der var kommet i 1862. I
tillægsloven bemyndigedes indenrigsministeren til at meddele kon
cessioner til »på gader og veje at nedlægge spor og befare disse
med lokomotiver, som enten ikke afgive røg eller såvel med hen
syn til røgens afgivelse som iøvrigt ere betryggende indrettede for
den almindelige færdsel«.
Der var da også gjort forsøg på at konstruere egnede »damp
vogne«, men prøveturene forløb som helhed ikke videre vellykket.
I begyndelsen af i88o’erne var man dog kommet så langt, at et
selskab ved navn »Strandvejens Dampsporvejs-Selskab«, et datter
selskab af det i 1865 under Tietgens førerskab stiftede sporvejs
selskab »Kjøbenhavns Sporvei-Selskab«, kunne etablere dampdrift
136