134 / 219
A. N. H V I D T
Fæstningen halveres
—
og smuldrer bort
Summerer man afslutningsvis den her skildrede københavnske fæst
ningshistorie op, vil man bemærke, at dens tilværelse har været
mere end broget, og blev landet end skånet for at se fæstningen i
kamp eller blot belejret, med alt hvad det havde indebåret af tab
og lidelser, så har til gengæld striden
inden
for denne fæstning
været ført med en voldsomhed, som vor tid kun med besvær kan
forestille sig. Dens tilblivelse var præget af den dybe kløft, der
skilte folket i opfattelsen af dens berettigelse. Medens Landstinget
bevilgede pengene, nægtede Folketinget dem, og samtidig strøm
mede de frivillige bidrag ind, medens ministeriet Estrup provi
sorisk brugte statskassens midler. Således gik perioden 1886-94.
Da man det år sluttede forlig, var det om en ikke færdig fæstning.
Den anerkendtes af sine modstandere, nu da den lå der, men der
måtte ikke bygges videre på den —den måtte ikke fuldføres.
I 1909 vedtog så Rigsdagens flertal at nedlægge landbefæstnin
gen, men udskød samtidig dødsdommens eksekvering i 13 år og
fastsatte 1922 som årstallet, hvor desarmeringen skulle finde sted.
Disse 13 år skulle bruges til en styrkelse af felthærens enheder gen
nem en øgning af infanteriets og feltartilleriets årlige udskrivninger.
Man ville have 12 disponible årgange, inden man sagde farvel til
den kraft, fæstningen trods alt repræsenterede. Ved samme lov
udbyggede man i øvrigt fæstningens sø- og sydfront meget kraftigt.
Men i 19 14 opstod den situation, der med eet slag standsede al
fæstningsdiskussion, og til trods for, at anlæggenes dødsdom lå
underskrevet, sattes der de allersidste år af deres levetid alle sejl
til for at klargøre, udbygge, modernisere og effektivisere hver eneste
detalje i denne fæstning. Aldrig i Københavns historie har uden
egentlig diskussion så mange kubikmeter jord været flyttet, så
mange millioner tønder cement været udstøbt, så mange kanoner
132