181 / 507
E R H V E R V S - OG T R A F I K F O R H O L D
167
mest følgende Aar meget langsom. I
1843
fik København de første tre Dampskibe
paa tilsammen
264
Register-Tons, og denne beskedne Dampflaade var i
1863
kun
vokset til
21
Skibe med knap
2.500
Register-Tons. Københavns Havn var iøvrigt i
1840
heller ikke indrettet paa at tage nogen stærkt voksende Dampskibstrafik. Det
var forbudt at have Ild og Lys paa Skibe i Havnen, og Dampskibene maatte derfor
ved Indsejlingen slukke under Kedlerne. Passagerer maatte sættes af i Sejlløbet. Bol
værkerne var daarlige og Afgifterne meget høje. Trahken paa Havnen var dog som
nævnt i Stigning. Fra Udlandet indgik der til Københavns Havn i
1843
Skibe paa
ialt
108.700
Brutto-Register-Tons, i
1850
171.500
og i
1860
284
.
600
. I de samme Aar
udgik der fra København til Udlandet Skibe paa ialt
29
.
200
,
33.600
og
70.000
Brutto-
Register-Tons.
Den opblomstrende københavnske Handel og med den Skibsfarten led haardt under
den økonomiske Verdenskrise i
1857
. I Modsætning til Krisen i
1847
, hvor de ham
borgske og lybækske Handelshuse næsten alene tog Tabet, var det i
1857
ogsaa de
københavnske, der ramtes. Antallet af Fallitter i København androg i Aarene
1856
—
1861
402
eller ca.
80
udover det normale Antal. I samme Periode aabnedes der dog
ved Næringsfrihedens Gennemførelse i
1857
nye Muligheder ikke alene for en gros
Handelen, men ogsaa i høj Grad for Detailhandelen, for Haandværket og Industrien.
Detailhandelen og Haandværket var i Tiden omkring
1840
stærkt sammenknyttet gen
nem den eksisterende Lovgivning. I København var der
36
egentlige Haandværkslav,
4
.
Næringslav,
6
Fabrikslav og
5
Handelslav. Ifølge Lovgivningen maatte saavel en
Fabrik som en Haandværker kun have eet Udsalg i Byen, og Lavstvangen medførte,,
at en uafhængig Detailhandel vanskeligt kunde eksistere. Haandværkervarer solgtes,
fra Haandværkerens egen Butik, eller hvis han ikke selv havde Kapital til en saadan,,
gennem en a f Lavsbrødrenes. Fabrikkernes Varer maatte afsættes gennem Handels
lavene eller ved Hjælp af særlige Bevillinger til at drive Handel med Varer, der ellers,
hørte ind under bestaaende Lav. Detailhandelen var foruden af Lavsordningen bundet
af mange andre Baand. Portkonsumtionen — en Afgift af næsten alle indenlandske
Landbrugsprodukter, der gennem Portene førtes til København
opkrævedes helt til
1850
, og Torvetvangen, hvorefter de til Byen bragte Varer kun maatte sælges paa
Torvet, vedvarede til
1857
. Høkerne maatte først købe paa Torvet efter Kl.
10
. Indtil
den Tid var Handelen forbeholdt Borgerne. Denne Ordning bibeholdtes indtil
1856
.
Øvrighedens Omsorg for Borgerne viste sig blandt andet ogsaa i, at Magistraten helt
op til
1845
hvert Aar undersøgte, om de Erhvervsdrivende havde tilstrækkelig stort
Lager til at staa Vinteren igennem.
Den københavnske Industri var i
1840
endnu saa haandværksmæssigt præget, at
man set med Nutidens Øjne knapt vilde kalde de den Gang eksisterende Bedrifter for
Industriforetagender. De ret store Virksomheder, der i det foregaaende Aarhundrede
var fremkommet under merkantilistisk Beskyttelse, var blevet ødelagt, da Udlandets
Konkurrence gjorde sig gældende efter Afslutningen af Krigen med England, og
Sammenbrudet havde medført yderst pessimistiske Anskuelser vedrørende Mulighederne
for overhovedet at skabe en dansk Industri. Den overdrevne Forsigtighed og Mistro
overfor industrielle Eksperimenter afløstes vel efterhaanden af en mere velvillig Ind