275 / 327
udgaaet fra Jernindustrien — han stod tilsidst snarest som Fredsfyrsten, fra hvis gav
milde Flaand Løntillæg og Dyrtidstillæg regnede over uretfærdige Arbejdere som
retfærdige ...
Da Hauberg holdt sin 70-Aars Fødselsdag ved Juletid 1918, ønskede
Arbejdsgiverforeningen ham endnu en lang Række lykkelige Arbejdsaar. Men
han stod ikke hele Aaret 1919 igennem uden en Overgang at maatte give
Tøjlerne fra sig til sin vordende Efterfølger, og han besluttede at træde tilbage
fra sin Stilling. Det skulde alligevel blive hans Lod at dø paa Valen. Endnu
Fredag den 5. Marts 1920 præsiderede han ved Forretningsudvalgets Møde
og modtog Forsamlingens Hyldest for den Tid, han havde virket. Næste Dag
kom han som sædvanlig paa Kontoret og skønt han gik lidt træt hjem, var
der ingen, der følte Bekymringer. Men om Natten gjorde et Hjerteslag Ende
paa hans Liv.
Hans Eftermæle var næsten idel Lovord. Naturligvis fra Tilhængernes
Side, men ogsaa de Blade, som havde angrebet ham, anerkendte i vid Udstræk
ning hans gode Egenskaber.
Man kan ikke skrive selv en nok saa kortfattet Biografi af Hauberg uden
at nævne hans Tilknytning til Soranersamfundet, hvis Formand han var fra
1908 til sin Død, og hvor han lod andre Toner komme til Orde end ved de
endeløse Forhandlingsmøder, der ganske vist ogsaa blev krydret af hans lidt
tørre Lune. I Soranersamfundet levede han paa anden Maade op. Her skulde
man se ham »som Midtpunkt ved et Rusgilde med en Puncheslev i den ene
Haand og Formandsklokken i den anden, dirigerende et Kor paa henved
halvandet Hundrede glade Kammerater — Manden for det hele — den bedste
Repræsentant for selve den Aand, der, bestandig ung, stadig kan magte
mange Generationer i inderlig Samhørighed«. Fra sin Ungdom elskede Hau
berg at synge, og det fortælles, hvordan han, naar han i sin Tid kom op paa
Vennerne Rubin og Bing’s Kontor, fik Bing og somme Tider ogsaa Heide,
Direktøren fra Privatbanken, til at istemme lystige Sange, saa tilfældige Gæster
i Kontoret høj ligen undrede sig.
Der er allerede fortalt et enkelt Træk om Hauberg som Arbejdsgiver paa
Titan, hvordan han laante Arbejdere Penge under en af de store Lockouter.
Og man mindes hans Valgsprog: Hvorfor skal man sige Nej, naar man kan
sige Ja! Og saa kan man til Slut lytte til den Dom, der lyder fra to af Funktio
nærerne paa Titan, en fra hver Lejr, om man saa maa sige, nemlig en, der kom
med Marstrand, Helweg & Co., og en anden, der var Haubergs egen Mand.
Den første kalder Hauberg »en Herskernatur og født Optimist. Altid parat
269