274 / 327
have holdt sine seks Vintre. Og man lægger Mærke til, at den Frakke altid staar
aaben. Tietgen vilde have sagt: Han er ingen fremragende Mand — enhver
fremragende Mand gaar med tætknappet Frakke. Det var nu hans Maade at
bedømme Mennesker paa.
Journalisten havde gjort sine Iagttagelser, da Hauberg en Morgen kom til
Arbejdsgiverforeningens Hus i Vester Voldgade, til et Forhandlingsmøde
under Lockouten 1911. Som han blev Næstformand foran en Arbejdsstands
ning, forestod der en saadan, da han havde sat sig i Formandsstolen. Resultatet
blev, at Hauberg førte sin Kongstanke, de 5-aarige Overenskomster igennem til
Sejr, efter hvad der hævdes billigt for Arbejdsgiverne, med en Lønforhøjelse
paa et Par Øre i Timen.
Naturligvis var det Meningen, at de langvarige Overenskomster skulde hid
føre mere stabile Arbejdsforhold, skønt det fra anden Side blev hævdet, at saa
vilde Arbejdskampene hvert 5. Aar blive saa meget større. Men da Overens
komstperioden første Gang udløb, var Forholdene ændret paa en meget følelig
Maade. Det var i 1916, midt under Verdenskrigen med dens Højkonjunkturer
og Dyrtid. Og selvom der blev indgaaet en toaarig Overenskomst, blev det
nødvendigt at bøje sig for de Krav, Arbejderne fremsatte, da Priserne steg og
steg. Og ikke blot Krigen øvede sin Virkning, ogsaa den urolige Tid efter
Fredsslutningen. Dønningerne fra den russiske Revolution naaede her til Landet.
Resultatet herhjemme blev en Del Uroligheder og Lønstigning over hele
Linjen, samt Indførelsen af 8-Timers-Arbejdsdagen og nogle opslidende Aar
for Hauberg, der, saasnart der var en Lejlighed til det, atter fik hæftet det
gamle Øgenavn Lockout-Hauberg paa sig.
I Arbejdsgiverforeningen har man vurderet hans sidste Aar saaledes:
Hans sidste Aar gjordes ham trange, baade af de ydre Forhold og af den Hjerte
lidelse, der tilsidst blev hans Død. Men faa Mænd har været gjort af sejgere Tømmer
end han; kun hans Konstitution, der var en Kæmpes, og hans V ilje, der til det yderste
fastholdt sit Tag i Livet og i Arbejdet, forklarer, at han holdt sig oppe i de haardeste
og langvarigste Modstandstider, Arbejdsgiverforeningen har kendt.
Hauberg var en klog Mand, og hans Klogskab blev stillet paa en svær Prøve ved
den sociale Kampsituation, der mødte ham i hans sidste Aar. Men da hele den Politik,
som Hauberg havde sejret paa indtil
1911
, og som han prøvede at fastholde i de første
Krigsaar, splintredes i hans Haand — da tabte han alligevel ikke Fatningen! Han stod
fremmed overfor dette haarde Spil af Kræfter, hans Klogskab og Erfaring sagde ham,
at galt maatte det ende. Men han fortabte sig ikke i Protester, han gik ikke saa hals
starrigt imod Strømmen, at han ikke kunde bøje af, naar det blev nødvendigt ... han,
der i sin Manddoms Aar først blev udskreget som Anfører af Arbejdsgiverforeningens
Krigsparti, og derpaa som Formand fik det Skudsmaal, at han ikke for ingen T ing var
268