234 / 304
legium dannede en Undtagelse, nemlig G eneralitetet. Her var
Forholdet det, a t efter at Sagerne var refereret for Kongen,
blev Sagerne liggende hos Kongen, som saa næste Mødedag med
delte sine Resolutioner. Kongen fik derved Mulighed for a t sæ tte
sig ind i Sagerne, før han tra f sin Bestemmelse. D ette forekom
ham tilfredsstillende, og han besluttede derfor at indføre den
samme Forretningsgang for de andre Kollegier. En Ordre blev
udstedt til sam tlige Kollegier om a t indsende til Kongen en
Redegørelse for deres Referatform . Kongen vilde da sammenligne
dem og vælge den bedste, som saa skulde være fælles for alle.
I en ny K abinetsordre
meddeltes det saa Kol
legierne, a t da Gene-
ralite te ts Fremgangs-
maade svarede til Kon
gens Ønsker, skulde
den alene frem tidig
anvendes. Dermed var
Kollegiernes
Indfly
delse væsentlig for
ringet. Thi selv om
det mundtlige R eferat
opretholdtes, fik Kon
gen Tid til — n a tu r
ligvis under Struen-
sees Paavirkning —
a t danne sig en Op
fattelse for næste
Referatsdag. Dermed
var K abinettet blevet
Styrelsens Midtpunkt,
og K abinettet d. v. s.
Struensee.
Kongens
T ilstand var netop
paa den Tid blevet
stæ rkt forværret, saa
der ikke var Tale om
nogen egentlig Del
tagelse i Styrelsen fra
hans Side. Men selv
om det mundtlige Re
ferat havde m istet
meget af sin Betyd
ning, saa gav det dog
Mulighed for en per
sonlig Paavirkning af
Kongen og m aatte fore
komme truende for
Strueense, og efter-
haanden fik han da
det mundtlige R eferat
helt afskaffet.
Helt mente Struensee
dog ikke at kunne und
være Chefsstillingerne
i Kollegierne. Saaledes
blev v. d. Osten Uden
rigsm inister og Schimmelmann beholdt sine Embeder, fordi Struensee
ansaa ham for uundværlig, Men de andre Kollegier fik formelt
ingen Chefer. D ette medførte, at den daglige Ledelse gik over
til Mænd, som hidtil havde staaet i anden Række. Ogsaa dette
svækkede Kollegiernes Stilling — ikke mindst udadtil, hvor den
som oftest højfornemme Chef virkede um iddelbart æ refrygt
indgydende. Til dette kom, at Offentligheden efterhaanden m aatte
faa det Indtryk, a t det var i K abinettet og ikke i Kollegierne,
a t Afgørelserne faldt, hvilket naturligvis ogsaa m aatte svække
Kollegiernes Stilling udadtil. Indadtil svækkedes deres M agtstil
ling ved, at Struensee ivrigt stræ bte at bryde Forbindelsen mellem
Kollegierne indbyrdes. Enhver officiel Meddelelse skulde gaa
gennem K abinettet — m aatte altsaa ikke meddeles fra et Kolle
gium til et andet. Endelig var det en Svækkelse for Kollegierne,
at Struensee indskrænkede A ntallet af de Sager, i hvilke Kol
legiet selv kunde træffe Beslutning.
Da Enevælden jo forudsæ tter en gennem ført Centralisation, og
da Struensees Teorier var baseret paa Opretholdelsen af Enevæl
Det W iirtem bergske Palæ (L erches Gaard): T refags Sal i anden E tage. K rigsm inisteriet.
Se Teksten Side 455.
den, kunde han kun i ringe Grad ændre noget i selve Grund
principperne for Adm inistrationen. Der blev vel gjort et Par
Forsøg paa en Decentralisation, særlig indenfor Finansstyrelsen,
men det førte ikke til noget, og C entralisationen opretholdtes i
sit fulde Omfang. Hvad der skete under Struensee, var da ogsaa
langt mere en Omordning, end at noget nyt blev skabt. Først og
fremmest ønskede han Forandringer med Hensyn til Kollegiernes
Arbejdsmetode, som forekom ham altfor indviklet og langsom.
Gang paa Gang paalægges det Kollegierne a t gøre Ekspeditionerne
hurtigere færdige. Endvidere krævedes det, a t Indstillingerne
skulde være korte og
klare og uden alle
Omsvøb. Endelig ind
skærpedes Lydigheds
pligten overfor Kon
gen, saaledes a t Kol
legierne endog mistede
deres Ret til at gøre
Forestillinger, naar en
kongelig Ordre stred
mod Lovene eller tid
ligere kongelige Or
drer. Dette blev dog
hindret, og Kollegi
erne beholdt altsaa
denne Ret.
Men for a t opnaa
denne K larhed og H ur
tighed i Behandlingen
af Sagerne, var det
en Nødvendighed, at
denne Behandling
foregik efter faste og
klare Linier, og at de
store Adm inistrations
organer ikke d ruk
nede i Bagateller. En
Mængde Sager, som
paa Forhaand var af
gjort ved gældende
Love og Anordninger,
burde afgøres af de
lokale Embedsmænd
for paa den Maade
at aflaste Adm inistra
tionen. Og indenfor
selve denne burde
Sagerne fordeles efter
klare og saglige Grun
de, saa a t alle Sager
af samme N atur og
saa behandledes af
samme Myndighed.
Og inden for de en
kelte Adm inistrations
grene skulde der gen
nemføres en en sartet
og overskuelig Organisation, og ikke m indst skulde Grænselinierne
for de forskellige Adm inistrationsgrene træ kkes skarpt op.
Saglige Synspunkter har saaledes gjort sig gældende for S tru
ensee og hans H jælpere i deres Bestræbelser efter at omordne
den danske C entraladm inistration, men lige saa sikkert er det,
at ogsaa personlige Motiver har spillet deres store Rolle.
Lad os engang se, hvorledes Forretningsgangen var f. Eks. i
danske Kancelli. Alle de Skrivelser, der indkom, blev aabnet af
Oversekretæren, som derefter sorterede dem i to Grupper. Alle
Sager, som angik K irker, Skoler, Hospitaler, Retsvæsen o. s. v.,
blev afleveret til Justitskontoret, hvor de blev indført i „Supplik
protokollen“. Ansøgninger
0111
Embeder, T itler o. lign. blev derimod
overgivet Chefen for G ratialkontoret, og en kort Forestilling blev
opsat, hvorefter den paagældende Sag blev leveret tilbage til
Oversekretæren, som saa uden yderligere Drøftelse forelagde den
for Kongen. Sagerne fra Justitskontoret blev derimod behandlet
i Kollegieforsamlingen. Hørte Sagen til dem, som Kollegiet
m aatte afgøre paa egen Haand, faldt Afgørelsen straks i samme
474