243 / 622
RENGJÆR
2 3 7
o. s. v. Kun yderst sparsomt findes der Antydninger af, at Aarsagen
kunde være at søge i Gjæren selv. Efterhaanden som Bryggeritekniken
imidlertid udvikledes og forbedredes, efterhaanden som man i højere
Grad blev i Stand til at beherske de Faktorer, hvis Indftydelse man
tilskrev Produktets vexlende Karakter, blev Opmærksomheden dog mere
og mere henledt paa
Gjæren selv
som Kilde til disse Uregelmæssig
heder. Ganske tydeligt viste Erfaringen, at navnlig det 01, der var
gjæret ved Hjælp af Fadebærme, var af ringe Kvalitet. Men det laa i
Forholdenes Natur, at kunde man end, følgende det i Beretningen om
Aaret 1859— 60 givne Vink, indskrænke Brugen af Fadebærme som
Paasætgjær, var man dog ikke i Stand til fuldstændig at
ophøre
der
m ed1. Man havde i Virkeligheden kun to Veje at følge: enten at fort
sætte med Gjærens Forplantning som hidindtil, gjennem Fadebærme,
eller at gribe til det Middel, der hyppigt anvendtes andre Steder, at
skifte Gjær, idet man forsynede sig med Paasætgjær fra et andet
Bryggeri, som var i Drift. Med et utvivlsomt rigtigt Blik valgte man at gaa
den første Vej, og med Bette kunde Jacobsen i 1884 fremhæve som
noget nævneværdigt, at
Gamle Carlsberg
ikke havde vexlet Gjær siden
han i 1845 skaffede sig Paasætgjær fra
München.
Motiverne til ved
blivende at fortsætte med Bryggeriets
egen
Gjær, var nærmest følgende:
1. Vanskelighederne vare kun periodiske og forbigaaende.
2. I det Hele og Store viste Øllet en , endogsaa forbausende, stor
Holdbarhed.
3. Gjæren syntes i alt Væsentligt at passe udmærket for Bryggeriet
og at meddele Øllet netop de Egenskaber, Konsumenterne krævede, og
last not least:
4. Ved at begynde med Brugen af Gjær fra et andet Bryggeri,
1 Den Udvikling, i hvilken Bryggeriet befandt sig, nødvendiggjorde, at der i Blegnings-
sæsonernes Begyndelse, for at Brygningen kunde komme hurtigt i Gang, til Tider maatte
benyttes Fadebærme til Paasætgjær til en forholdsvis stor Del Bryg, —i 1874—75 til
20 Bryg, i 1877—78 til 18 Bryg o. s. v. (se Tabel VI).