47 / 183
47
Karen Madsen ikke hele Skylden. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Børsen havde lidt ikke
ringe Skade under Belejringen, da Kongen beordrede Blyet taget af dens Karnapper og mulig
ogsaa af Dele af Taget. Det var den 15. Februar 1659, at Ordren hertil blev givet. Først den
27. Juni befalede Kongen Komissarius over Tøjhuset og Holmen Jens Larsen »de Udskure paa
Børsen, som Blyet blev aftagen, igen al tække«; det ses imidlertid af Kongens Skrivelse af 27. Ok
tober, der fremkom ifølge Karen Madsens Klage, at Ordren endnu ikke var efterkommet. I bele
den nævnte Tid har saaledes en stor Del af Børsen staaet uden Tag; og
daKarnapperneendelig
blev tækkede var det med Skifersten i Stedet for med Bly.
Handelen indenfor Børsens Mure var desuden for en stor Del ophørt og det egentlige Børs
liv udslukt. Under disse Omstændigheder er det forstaaeligt, at Frederik III ikke straks var klar
over, hvad ban skulde gøre med Bygningen.
I sin Indberetning af 17. Juni 1669 til Kong Carl XI udtalte den svenske Gesandt Gustav
Lilliecrone, at Frederik III »havde bestemt den store Børs heri Staden til et Magazin, synes vel
noget betænkeligt, dersom Planen bliver sat i Værk«. Denne Tanke ltiaa Kongen dog meget snart
have opgivet; den 15. Juli s. A. skrev Gesandten, at Børsen »som i saadan Skynding blev fralaget
nogle Købmænd for at skulle gøres istand til et
Provianthus,
bydes paany til Leje dog for den
dobbelte Betaling, hvorpaa Kiøbmændene efterat have haft saadan unyttig Bekostning med at
flytte ud, ikke vilde indlade sig«. Fra samme Maaned foreligger forøvrigt Afregninger fra Pro
viantskriver Hans Hansen, der viser, at Kongen havde ladet Børsen underkaste en Reparation,
der blandt andet omfattede 37 Gulve i Kramboderne.
Det skulde imidlertid ikke forundes Frederik III, men førstlians Søn Christian V at gen
rejse Børsen og bringe Hovedstaden over den økonomiske Svækkelse efter Krigen. Med Vintapper-
sønnen Rigskansleren Griffenfeldt ved Roret indledede straks den unge Konge den ny Kurs —-
Reformernes og Landsfaderligbedens Tid, for hvilken det store Kodifikationsarbejde »Christian V’s
danske Lov« og Rytterstatuen paa Kongens Nytorv staar for os som talende Vidner: Vidner om
den almeninteresserede Regent, men ogsaa om den stormægtige selvfølende Monark, der ved sin
Stadfæstelse af Københavns Privilegier havde taget det karakteristiske Forbehold: »saavidt det
ikke mod vores absolute Dominion, Souverainitet og Arverettigheder befindes al stride«.
Vi ser nu de nye Staddele, St. Anna og Frederiksholms Kvartererne, vokse op og en Række
anselige Huse rejse sig. Vi møder en By, hvis Befolkning omtrent fordobler sig i Løbet af en
knap Menneskealder, en By, hvor Hoffet og Militæret vel var toneangivende, men hvor paa den
anden Side Hovedstadens Erhvervsliv ikke kunde klage over manglende Beskyttelse. Det mer
kantilistiske Program — med Statens Indgriben og Regulering af Næringsforholdene — blev det
ledende, og talrige Forsøg gjordes paa at fremme den stedlige Storindustri, Handel og Skibsfart.
En ny Æra opstod for Kolonier og Handelskompagnier — her skal navnlig fremhæves det
ostindiske Kompagni for hvilket Admiral Kort Adeler en Tid lang var Direktør —, og som Re
sultat af Kongemagtens Bestræbelser, ikke mindst ved Toldlettelser, for at lægge Importen »fra
første Haand« over paa Indlandet, tinder vi navnlig i Christian V’s senere Regeringsaar et stort
Opsving i Stadens Skibsfart. Saavel blandt Rederne som blandt Købmændene, af hvilke de Heste
havde Skibe eller Skibsparter, var der forøvrigt adskillige Indvandrede, der havde søgt Domicil
her, navnlig Franskmænd, Nederlændere og Nordtyskere.
Den Omorganisation, der fandt Sted i hele Lavsvæsenet, medførte Ophævelsen af Købmæn
denes og Kræmmernes Lav, og ved Forordning af 16. April 1681 om »Kommerciens og Negoliens
Befordring saa og Vexelretten« søgtes Sondringen mellem
Kiøbmandsskab udi Gros
og
den parti
kulære Handel
gennemført.