62 / 111
fandtes på kongens bo rd så tidligt
på året. Kongelig hofleverandør,
fiskehandler Frederiksen ved
S tranden, fortalte mig, at de r var
årstider, hvor han måtte levere
selve kongen smallere og tyndere
rødspæ tter, end han tu rd e sen
de til Bræddehytten«.
Det, man studser mest over i n u
tiden, er de 50 år, hvor der åben
bart ikke ha r været nogen pris
stigninger, hvis Jespersens oplys
ninger ellers står for deres påly
d ende værdi. Det er meget tænke
ligt, bortset fra at det var Nielsen,
de r stod for styret i alle disse år.
Komponisten skriver videre i
sine erind ringer:
»I B ræddehy tten kunne man se
en minister i samtale med forfatte
ren Carl Muusmann , kaptajn
Weiss og Lumbyerne med deres
trommeslager blandet med alt
slags godtfolk, når den berøm te
skildpadde og oksesteg rykkede
frem en lørdag eller onsdag aften
ved seks-tiden. Man tør sige, at i
B ræddehy tten var hele Danmark
rep ræsen te ret af alle stænder, når
F rederik Nielsen greb værktøjet og
skar stegen for som den u o p n å
elige vært og mesterkok h an var«.
1 1890 og åbenbart også før og
senere kostede en labskovs 30 øre,
øl og snaps 8 øre, som steg en
smule ved indførelsen af skat året
efter, u d e n at re stauratø ren b e h ø
ver at have lavet sine egne priser
om, o g e n stor, saftigbøf med spejl
æg den fyrstelige sum af 1 krone.
En karaffel brændevin med seks
snapse fik man før statsskatten til
fordel for indførelse af aldersrente
for 25 øre.
Blandt de mange skribenter, der
h a r omtalt livet i Bræddehy tten, er
de r b red enighed om, at Nielsens
gode danske re tte r altid var tilbe
re d t af de allerbedste varer, der
kunne købes for penge, men at
hans egen fortjeneste kom i tredie
række. Kvaliteten var n umm e r et
og ku n d e rn e numm e r to på r e
stauratørens private rangstige.
I 1971 skrev en dengang 94-årig
mand , Joh ann e s S. Mauritzen,
nogle erindringsbilleder i
Vester
brobladet
og omtalte også B ræd d e
hytten:
»Jeg mindes den som et rum ,
der altid lå i mad- og tobaksos. Et
sted for mand fo lk,jeg mindes ikke
at have set kvinder der. Det var
kend t som et godt madsted med
rimelige priser, hvor stamgæster
kunne mødes og hygge sig sam
men. Der var intet solderi, jeg har
aldrig set berusede gæster der. For
os madgæster var de r ingen ad
gang h e r f ra til Tivoli. Men i Tivoli
sæsonen, når orkestrene holdt
pause, da kunne vi opleve, at stam
b o rd ene blev optaget af kendte
pe rsoner fra Tivolis dirigentver
den. Der sad en Baldouin Dahl, en
Georg eller en Carl Lumbye, en
C. C. Møller etc. Så kom de høje øl
krus på bo rdene , venne r sluttede
op om dem, og så blev de r livligt
med snakken og skæmten. Men
stadig kom u r e n e frem - tjenesten
derinde i Tivoli skullejo passes. Og
de r måtte være tid til at viske det
sidste ølskum af skæggene, for en
Baldouin Dahl til at give sin snur-
bart en ekstra vikling opad«.
Den gamle stamgæst fra B ræd
dehytten bestilte ofte en svingende
portion plukfisk eller biksemad for
25-35 øre med ubegrænset adgang
til bakker med groft rugb rød . D er
til en ru n d , som man kaldte d e t - ø l
a f glas, men tappet a f samme hane
som de store krus til fadøl. I et
almindeligt glas stod den i 8 øre.
En lille karaffel snaps kostede det
samme for den første, og resten
var gratis, hævder Mauritzen. I lo
kalet var d e r au tomat med cigaret
ter til 5 øre pakken.
Da den hæ d e rk ron ed e gamle
»hytte« blev revet ned, forsøgte
Nielsen at omplante dens specielle
atmosfære til en bygning, de r lå,
hvor nu Københavnerk roen lig
ger, men flyttede kort efter h en til
hjørnet af Reventlowsgade og Ve
sterbrogade, hvor nu Piano ligger.
Ny Bræddehy tte kaldte h an sin ny
forretning, men skønt han uden
tvivl h a r fortsat med at drive spise-
62