VesterbrosPassage

re stau ran t efter sine gamle p r in

cipper, slog den vist ikke rigtig an.

Frederik Nielsen døde i 1930. Ny

Bræddehy tte lukkede 11 år sene

re, men genåbnede nogen tid efter

u n d e r navn a f Lucullus og h a r

gennem å rene haft flere forskel

lige navne - bl.a. en tid i 60’erne

Gamle Bræddehytte. Kun nogle

billeder på væggene m indede om

den rigtige gamle Bræddehytte,

der forsvandt, da å r h u n d r e d e t var

ungt.

Skandinavisk Panoptikon

Det fremgå r a f skildringen fra Ve

sterbrobladet, at musikerne kunne

gå fra Tivoli direkte ind i Brædde-

hytten ad bagvejen. Det var muligt,

fordi forlystelseshaven strakte sig

længere mod vest end nu. Ved si

den af »hytten« lå indtil 1875 et

andet træhus, som i nogle år havde

rumme t Vesterbros Teater. Også

he r fra ku nn e man komme ad en

bagdør ind i Tivoli, skønt den lå på

den g rund , hvor efter fjællebods-

teatrets nedrivning den første

Panoptikonbygning blev opført.

Det var som tidligere omtalt den

nuvæ rende Bernstorffsgade, der

fastlagde Tivolis grænse mod vest.

Da den var anlagt, omtalte Illu

streret T id e n d e den som Tivoli

gade - et navn, de r bu rd e have

været vedtaget. Bern sto rff kunne

man vel have funde t plads til et

andet sted i næ rh eden a f F riheds

støtten, ja, man kunne jo have be

varet navnet for den oprindelige

Bernstorffsgade, selvom den blev

afkortet og gjort til indkørsel til

den ny hovedbanegård.

Skandinavisk Panoptikon, der

åbnede i den ny bygning ved siden

af Bræddehytten i juli 1885, var

først og fremmest et vokskabinet,

selvom navnet oprindelig har en

videre betydning. På græsk er et

panoptikon en bygning, hvis indre

kan overskues fra ét sted, men o r

det gik over til at betegne en udstil

ling af kuriosa.

Det københavnske panoptikon,

de r eksisterede indtil 1924, blev

fremstillet i pressen som et r e n t .

vidunder:

»Med ødsel p ragt er marmorsa

lene udstyret, med hvide, guldfor-

sirede søjler, mellem hvilke en

mængde nicher, hvor figurer og

tableauer er opstillet. Man ser bl.a.

Grundtvig og Karl XII i i løbe

graven samt den svenske og den

danske kongefamilie i Fredens

borgsalen. Dette sidste siges at

have kostet ca. 50.000 kroner. De

kongelige har vist foretagendet

deres interesse ved at skænke

lokker af deres eget hår«.

I ejendommens kælder lå Cafe

Centrum, som kaldte sig »humori

stisk dekorationscafe«. Det kunne

lyde noget i retning af et datidigt

Tokanten. Den senere minister

K. K.Steincke omtaler i sine e rin

dringer fra u n gd omm e n en næ r

mest obskur re stau ran t i denne

kælder, Panoptikonhallen, hvor

han stude rede folkeliv for at have

lidt ballast til sit arbejde som u n

dersøger for en understøttelses

forening på Vesterbro.

På første sal i Panoptikonbyg

ningen drev re stau ratø r Nimb i

starten en virksomhed med »ko

kette kabiner«, som det hed i en

presseomtale af den ny køben

havnske attraktion, de r var m e d

virkende til, at forlystelseslivet i

e nd nu højere grad end hidtil flyt

tede mod vest. Dertil bidrog også

Cirkusbygningen i J e rnban egad e,

de r blev påbegyndt det år, P anop

tikon blev indviet.

I vor tids København ha r man

igen fået et vokskabinet, men ikke

på dette sted. I De forenede Bryg

geriers ejendom mellem Tivoli og

Industribygningens g run d åbne

des i april 1972 en afdeling af den

canadiske museumskæde Louis

Tussauds Wax Works. Forbilledet

for alle vokskabinetter var jo ma

dame Tussaud, de r startede i Paris

og fortsatte i London, hvor hendes

verdensberømte udstilling endnu

er en af de trestjernede attrakti

oner.

Det gamle panop tikon i Køben