165 / 346
160
rumm et ca. 1790 til ca. 1840 har vi følgende Tal, for Kornets og Melets
Vedkommende i Tønder, for Brændets Vedkommende i F avne:
Rug
Rugmel
Hvede Hvedemel
Brænde
1791
8540
1010 5650 1050 2559
1810
5103
2450 1908 1567 1854
1820
10910
2859 3680 2368 2569
1830
11309
3030 3880 2255 3221
1838
0
11120 5129 2265
0
Medens der, som ovenfor næ vn t, i Løbet af 1600-Tallet fremkom flere
Forordninger, der tilsikrede Bagerne en vis Forkøbsret til det S taden til
førte Korn, og medens det af den gamle Laugsbog 1655—65 fremgaar, at
Bagerne mødte til Kornkøbsstævne, naar der forelaa T ilbud paa Korn,
hører vi i Løbet af 1700-Tallet kun meget lidt Tale herom. A t der alligevel
i Midten af dette Aarhundrede har væ ret Tale om ko llektivt Kornkøb,
synes dog a t fremgaa af et Reskript af 28. Marts 1741, hvori det hedder,
a t Skippere, der ankommer med Hvede fra Lolland og Falster straks skal
tilbyde Bagerlauget samme og derpaa tage Oldermandens A ttest og ej
deraf i 4 Dage sælge til andre. P aabudet ophævedes ved Reskript af 10.
April 1761 § 15.
Af Laugets Arkiv ses det, a t dette i 1771 havde faaet tilb u d t et Parti
Hvede til en Pris af 8 Rdlr. pr. Tønde. Lauget besvarede d ette Tilbud
med følgende meget spydige Brev:
»I denne dyre Tid kunde neppe ventes at finde et saa dyrebart et Tilbud som
Min Herres i Deres dyrebare Skrivelse har behaget at gøre samtlige højt respec-
tive Herrer, der alle rørt af en ædelmodig Medlidenhed uagtet Dyrheden ikke
ville, De skulle selv mangle saa dyrebare Varer, men langt hellere ville nøjes
med det Slags, man næsten kan have for det halve. Imidlertid lader enhver sig
betakke for Tilbudet og vil ej, De skal gøre sig videre Ulejlighed eller sættes i
nogen Bekostning, men ønsker De selv maa have en dyrebar Frugt af saa dyre
bar en Handling. Jeg forbliver med al Estime Deres tjenstvillige Tjener.«
Allerede 1789 synes al Handel med Korn uden om Købmændene a t være
ophørt, th i overfor en Bebrejdelse fra Magistraten over ikke a t have til
strækkelige Forraad gør Lauget gældende, a t Indkøbet er afhængigt af
Tilførslen, idet Lauget maa handle hos Købmændene og ikke selv kan
tilføre Staden Korn, da ingen af dem havde nogen Forstand paa Handel.
Købmændene havde nægtet a t forskrive mere Korn udenrigs fra, og det,
de havde til Salgs, v ar altfor d y rt til, a t Bagerne kunde købe det.
Vi skal derefter gaa over til a t om tale
Brødtaksten.
Denne motiveres i