87 / 205
C H R I S T I A N S H A V N S G R U N D L Æ G G E L S E
forstand. Det fremhævedes til sidst, at løftet om købstadsprivilegier
måtte opfattes som en stimulans til at bygge, samt at kongen i be
gyndelsen var henholdende med at opfylde dette, men pludselig
svingede om og begyndte at indfri sine løfter, selv om betingel
sen herfor i form af kraftig byggeaktivitet
ikke
var til stede. Det
synes dog at have virket efter hensigten, hvilket ses af den øgede
tilskødning (og formodede byggeaktivitet), men samtidig blev det
indtil da fastholdte storgrundsprincip gennemhullet, og kravene til
de oprindelige grundejere og disses arvinger blev slækket eller fra
faldet.
Det vil vist være rimeligt her at betragte et par af Christian IV ’s
andre byanlæg i tidsrummet før Kejserkrigen for at se, hvorledes
det lykkedes at få disse befolket og bebygget. For Kristianopels
vedkommende skete det hårdt og brutalt ved nedlæggelsen af ikke
mindre end tre andre købstæder i Blekinge. Indbyggerne fik besked
om at forlade deres byer og drage til »de omliggende købstæder«,
d.v.s. til Kristianopel, hvis de fortsat ville bruge borgerlig næring.0
På lignende måde ordnedes forholdene for Kristianstads vedkom
mende, idet den nærliggende, netop nedbrændte købstad Væ ’s pri
vilegier med et pennestrøg ophævedes. Indbyggerne beordredes til
den nye by, og da denne forholdsregel ikke viste sig tilstrækkelig,
nedlagdes tillige den langt fra ubetydelige købstad Åhus, hvis ind
byggere fik en kort frist til at flytte til Kristianstad. Disse eksem
pler, der kunne suppleres med adskillige andre,6 turde være til
strækkelige til at antyde de midler, regeringen tog i anvendelse for
at skaffe befolkning til og dermed bebyggelse i de nye byer.
En sådan handlemåde kunne næppe komme i betragtning i
forbindelse med Christianshavns befolkning og opbygning. Områ
det lå jo lige op ad rigets hovedstad, som næppe lod sig rokke, og
selv om vi har konstateret, at den gamle by efterhånden var ved
at være for lille, kan man næppe tale om en så akut pladsmangel,
87