109 / 179
37 år i Københavns kommunes tjeneste
gænger, i hvis embedstid også halvdelen af bedragerierne var foregået.
Han havde jo imidlertid gjort et forsøg på at få en nyordning tilveje
bragt for den administrative revision, men dette var strandet på den
modstand, han havde mødt såvel i magistraten som hos Georg, der
måtte formodes at kunne regne med borgerrepræsentationens støtte.
Om morgenen den 3. april bragte aviserne meddelelse om mødet på
rådhuset og om, hvad borgmester P. J. Pedersen der havde berettet.
Tillige kunne de oplyse, at Ottosen og Dahlberg var blevet anholdt;
dagen efter yderligere, at Henning Koch var bleven suspenderet, fordi
det havde vist sig, at han havde lånt penge af Ottosen.
Som naturligt var, vakte sagen stor opsigt. Det gjaldt alle kredse.
Men snart viste der sig forskellige tendenser i måden at betragte og
behandle sagen på. Borgmester P. J. Pedersens modstandere hæftede
sig særlig ved de momenter, der kunne anføres imod torvevæsenets
ledelse og imod borgmesteren som dets øverste chef. De, der ønskede
at forsvare borgmester P. J. Pedersen eller at angribe borgmester Hede
bol - eller begge dele - vendte særlig deres angreb imod den admini
strative revision. Derimod var der ingen, der kritiserede den kommu
nale revision; tværtimod rostes den for den resoluthed, hvormed den
havde taget sagen op og var gået direkte til borgmester P. J. Pedersen.
Men offentligheden ønskede i øvrigt at få flere og nærmere oplysnin
ger om sagen og var meget utilfreds med, at det syntes, som om magi
straten for nærværende ville nøjes med den redegørelse, som borg
mester P. J. Pedersen var kommen med den 2. april, og afvente, at
politiet blev færdig med sin behandling af bedragerisagen. Det var
særlig borgmester Hedebol man ville have frem. Men han havde fra
sagens første begyndelse - jeg havde selvfølgelig holdt ham å jour med
hvad der var foregået - stillet sig på det standpunkt, at dette var en
sag, som ikke kom ham ved, men udelukkende angik borgmester P. J.
Pedersen, og han nægtede derfor at udtale sig til pressen. Også jeg fik
besøg af pressen, både fra »Politiken«, der i den lange skjulte kamp
mellem P. J. Pedersen og Hedebol bestandig havde stået på den førstes
side, og fra en af de konservative aviser, der på det daværende tids
punkt ønskede at angribe P. J. Pedersen. Men jeg kunne naturligvis
ikke svare, når borgmester Hedebol ikke ville; jeg måtte henvise til
borgmesteren. I længden ville borgmester Hedebol imidlertid ikke
107