112 / 179
Det var mig en overraskelse og en skuffelse, at mit defensorat blev
virkningsløst, såvel over for pressen som tilsyneladende også over for
borgerrepræsentationen. Aviserne lovpriste den kommunale revision
og huggede løs på den administrative revision, og med hensyn til dob
beltregnskabet var stemningen bleven yderligere ophidset ved, at
»Politiken« havde drillet de konservative med, at skønt partiet foregav
at have umådelig interesse for økonomien i udsalgsstederne, der som
driftsvirksomhed konkurrerede med private erhvervsdrivende, havde
den konservative budgetordfører, der specielt havde udsalgsstedernes
budget til behandling, ikke gjort så meget ved sagen, at han havde
sammenlignet sidste regnskab med næstsidste. En anden konservativ
borgerrepræsentant havde endda i en tale udtrykkelig omtalt, at ud
gifterne var de samme i de to år, men heller ikke han havde gjort noget
nærmere ved det. »Du havde champagne, men rørte den ikke«, skrev
»Politiken« til den konservative ordfører, og Berlingske Tidende skrev
i en leder, at det ville vidne om konservativt kortsyn, hvis man for
søgte at plukke laurbær til de to konservative borgerrepræsentanter i
denne sag. De pågældende og hele gruppen reagerede heroverfor på
den måde, at de vendte sig så meget kraftigere mod dem, der havde
»det embedsmæssige ansvar for, at det nylig afsluttede budgetudvalgs
arbejde er foregået på falsk grundlag for udsalgsstedernes vedkom
mende«, hvilket blev opfattet som mig som hovedbogholderiets direk
tør.
Fra forskellig side er det både dengang og senere sagt mig, at mine
defensions-indberetninger var dårligt affattede, og dette er vist rigtig
nok. Der var den vanskelighed ved affattelsen, at et tilbundsgående
defensorat nødvendigvis måtte fremdrage og kritisere andres forhold
til sagen, og disse andre var dels kommunale tjenestemænd, altså mine
kolleger, og dels kommunalbestyrelsesmedlemmer, altså mine fore
satte, og alle - eller næsten alle - mennesker, som jeg satte pris på og
stod i et godt forhold til, et forhold, jeg meget gerne ville bevare. Det
var desuden ikke disse, der angreb mig, men pressen. Så hvis jeg nu
gav mig til at kritisere dem, ville det være mig, der brød borgfreden.
Det måtte jeg se at undgå, hvis det var muligt. For Henning Kochs
vedkommende var dette ikke muligt; hans urigtige attestationer og
besvarelse af antegnelser kunne jeg ikke lade være at fremdrage. Men
for den kommunale revisions vedkommende indskrænkede jeg mig til
Vilhelm Jespersen
110