117 / 179
37 år i Københavns kommunes tjeneste
ville sikkert bestræbe sig for at give en objektiv fremstilling. Anmod
ningen fik en gunstig modtagelse hos revisionsudvalget, og ved hen
vendelse til formanden for borgerrepræsentationens udvalg fik man
bekræftelse på, at dette »gerne imødeså en foreløbig betænkning om,
hvorledes bedragerierne under den givne eller praktiserede kasse-,
regnskabs- og revisionsordning i så lang tid har kunnet finde sted,
uden at det gennem kommunens regnskabs- og revisionssystem blev
forhindret eller opdaget«. Med dette nye kommissorium gik revisions
udvalget i gang med arbejdet, der resulterede i en betænkning, som
blev afgivet til borgerrepræsentationsn udvalg den 12/11 1936.
I denne betænkning, i hvis afgivelse Georg og jeg naturligvis ikke
deltog, blev der nu givet en samlet fremstilling af bedrageriernes for
løb igennem den lange tid, de havde stået på, af de fremkomne revi
sionsantegnelser og af de forhold, der havde samvirket til, at opdagel
sen først skete i forbindelse med undersøgelsen af posteringen af de
42.000 kr. Fremstillingen af de forskellige brist og mangler blev givet
objektivt beskrivende og uden at komme ind på de enkelte tjeneste-
mænds ansvar, og uden at der blev taget stilling til de forskellige op
fattelser af, hvorledes delingen mellem kritisk revision og talrevision
skulle forstås. Men efter gennemlæsning af betænkningen kunne man
ikke være i tvivl om, at revisionsudvalget fandt, at besvarelsen af det i
det nye kommissorium stillede spørgsmål særlig måtte søges - foruden
i det tidligere fremdragne om samarbejdet mellem forretningsfører og
bogholder og om torvedirektørens urigtige besvarelser - i den umulige
deling af revisionen imellem en talrevision og en kritisk revision, til
med uden præcis angivelse af, hvad der skulle forstås ved disse beteg
nelser.
Jeg var tilfreds med denne betænkning og havde grund til at være
det. Det havde ved nærmere undersøgelse vist sig, at det ikke blot var
det langsomme tempo, man kunne bebrejde den administrative revi
sion, men at der også var andet, man kunne indvende imod den. Min
forhåndsopfattelse, at sagen rettelig alene angik den kommunale revi
sion, havde jeg derfor måttet opgive; men jeg var fremdeles af den
mening, at den overvejende angik den kommunale revision. Således
som revisionsudvalget lagde sagen op, trådte imidlertid spørgsmålet
om fordelingen af ansvar imellem de to revisioner tilbage i sammenlig
ning med hovedfejlen: Mangelen af en enhedsrevision. At dette var
115