370
R. Berg
mægtiges naadige Velsignelse, Landes og Rigers Frem
vokst kommer«.
Mestrene i ethvert Haandværk skulde forfatte »visse
Vilkaar«, som de fandt fornødne til deres Nærings Ord
ning, og indgive disse til Magistraten. Kongen har sikkert
kun herved tænkt sig et Slags Politireglement til Regu
lering af Mestrenes Forhold og til Ordning af deres Stil
ling til Svendene. De maatte nok have et Lavshus, men
det blev forbudt at holde Gæstebud eller Drikkelag deri,
ligesom der intet maatte vedtages om Køb eller Salg af
Haandværkets Frembringelser, »paa det den Uordning
ikke igen skal indføres, som vi naadigst, næst Guds Al-
lermægtigstes Hjælp, ved Skraaernes eller Embedslavenes
Nedlæggelse haver betaget«.
Det synes at fremgaa k lart heraf, at det ikke paa no
gen Maade ha r været Kongens Hensigt at genoprette La
vene, men Magistraten h a r aabenbart — bevidst eller
ubevidst — ikke forstaaet Christian IV’s Mening. I hvert
Fald udsteder den rask væk i Aarene derpaa en Række
nye Lavsskraaer for de forskellige Lav. Disse er vel nok
efter Indholdet temmelig skrappe og søger for saa vidt
at gennemføre den kongelige Forordning; men det skulde
snart vise sig, at Lavene ogsaa paa Grundlag af den
kunde leve det frodigste Liv, og man tager næppe fejl
ved at paastaa, at ikke et eneste Lav ha r rettet sig efter
Grundtanken i den kongelige Forordning, og at heller
ikke Magistraten h a r lagt synderlig Vægt paa at faa den
efterlevet.
Det mærkelige er imidlertid, at Kongen slet ikke ha r
opdaget, hvor ufuldkomment hans Reform var gennem
ført, et interessant Eksempel paa, hvor meget man ha r
troet paa Forordninger uden at tænke paa, at der skulde
Organer til at føre dem ud i Livet. Først 1635 synes Kon
gen at have lagt Mærke til, hvor galt det var, thi da
farer han den 11. September ud med en Forespørgsel til




