HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Byen og Vandet

byens andre private pumpevands

kompagnier skulle disse have fun

datser i stil med springvandskom

pagniernes

.12

Det var tanken, at den

ne privatisering skulle effektivisere

inddrivelsen af de store restancer. I

sommeren 1680 fik direktionen så om

lagt Stadens Pumpevands render. Der

blev nu i stedet 4 selvstændige sy

stemer, der hver skulle bestyres af et

kompagni. Kompagnierne Vestergades

Lille Pumpevand, Vestergades Store

Pumpevand, Nørreports Pumpevand

og Farvergades Pumpevand overtog

styringen med Stadens Pumpevand i

december 1680.13

Den primære og mest presserende

opgave var at få inddrevet bare nog

le af de penge, Magistraten havde til

gode hos byens mange brugere af

vand. Før dette var gjort, kunne man

nemlig ikke opdele Stadens Pumpe

vand i nye kompagnier. Det krævede

nemlig omlæggelse af renderne, der

igen krævede penge. Det samme gjaldt

vedligeholdelsen af søerne. I septem

ber 1679 frygtede man, at flere af

dæmningerne ikke kunne holde vin

teren over. Derfor indvilgede Magis

traten i at foretage nødtørftige repa

rationer og føre dem til regnskab på

trods af, at der endnu ikke var fun

det nogen endelig løsning med hen

syn til participanternes betaling.

Gælden inddrives

Direktionen havde lovhjemmel til at

fratage folk vandet, hvis de ikke be

talte deres gæld og årlige afgifter. I

begyndelsen nøjedes man dog med at

advare om denne mulighed for »exe-

cution«. Execution betegnede den fy

siske overskæring af en participants

vandledning eller - hvis man kun vil

le gøre det midlertidigt - en prop i

hullet. Det blev besluttet, at vand

mesteren i selskab med sine 4 karle

skulle møde op på skyldnernes bopæl

og kræve pengene betalt. Dette skul

le foregå i nærværelse af underfoge

den samt rodemestrene for hvert kvar

ter. Det var nemlig dem, der indkræ

vede skatter for Magistraten. I okto

ber 1679 var der imidlertid stadig

kommet meget få penge ind ad den

ne vej. Derfor besluttede man, at ro

demestrene endnu en gang skulle ad

vare brugerne. Det var også rodemes

trene, vandmestrene og underfogeder-

nes arbejde at lokalisere de skyldne

re, som var flyttet. Det foregik efter

de regler, der senere blev kongeligt

stadfæstet med »Forordningen om

Vandforsyningen« af 13. februar 1680.14

Vigtigst i denne forordning var øn

sket om at danne sig et overblik over,

hvor mange participanter der fandtes.

Man besluttede derfor, at de folk, der

havde indlagt vand, skulle give sig til

kende og vise deres adkomstbrev til

vandet. Folk, der ønskede vand i frem

tiden, skulle fra da af have overdi

rektørernes samtykke. Men forord

ningen rummede som noget nyt en

redegørelse for, hvordan betalingen

rent faktisk skulle finde sted, og hvor

dan dem, der ikke betalte, skulle straf

fes. Hvis man ikke kunne bevise, at

man havde betalt startgebyret, det så

kaldte førstekøb, skulle man have »for

brudt« sit vand. Det samme gjaldt,

hvis man ikke betalte sit årlige kon

tingent. Havde man købt et hus med

allerede indlagt vand, skulle man blot

betale det årlige kontingent, og de tid

ligere ejere hæftede for førstekøb. Det

blev samtidig anbefalet byfogeden ik

ke at udstede skøder på ejendomme,

før den sælgende part havde bevist,

at han ikke var i restance med sine