45 / 221
Maria Fletting & Signe Trolle Gronemann
og der for at skaffe sig vand i deris
kieldere« og at »der findis de der bru
ger tvende tude paa en pumpe, for
deraf at bespise meere end it huusis
indvaanere,« men kun betalte for én
tud
.26
De overtrædelser, der oftest sås,
var, at participanterne havde flere op
standere, end de havde betalt for, og
at de ikke betalte deres afgifter til ti
den.
Det daglige arbejde
Kompagniets daglige arbejde omfat
tede dog også andre helt almindelige,
rutinemæssige sager, som ikke ad
skilte sig væsentligt fra de opgaver,
der udførtes i andre pumpevands
kompagnier. Dette arbejde dækkede
bla. opsyn med og optælling af op
standere, regnskabsførelse, indkræv
ning af afgifter, reparation af vand
render, afholdelse af møder og ikke
mindst sagsbehandling ved optagelse
af nye participanter og ved klager.
Det forekom jævnligt, at nye parti
cipanter ønskede at tilslutte sig kom
pagniets render eller havde behov for
at opsætte en ekstra opstander. Det
krævede imidlertid, at participanten
søgte om tilladelse. Selve sagsbehand
lingen kunne variere, eftersom det var
forskelligt, om ansøgerne skrev di
rekte til direktionen eller først til in
spektøren i kompagniet. Det gjaldt dog
for alle ansøgninger, at de skulle be
handles begge steder, og denne varia
tion spiller derfor ikke den store rolle.
Ofte forløb en sagsbehandling såle
des, at ansøgeren søgte direktionen
om tilladelse til at koble sig på kom
pagniets rende. Direktionen sendte
derefter ansøgningen videre til in
spektøren, som sammen med udvalg
te participanter afgjorde, om man vil
42
le optage den nye participant. Var sva
ret positivt - hvilket det oftest var -
kunne direktionen stadfæste beslut
ningen og lade inspektøren udforme
et skøde på opstanderen. Den nye par
ticipant skulle herefter betale 30 Rdlr.
for sin opstander og forpligtede sig
samtidig til at overholde fundatsen.
Sagerne i kompagniets journal vi
ser, at det generelt var en formsag at
få tilladelse til at tilslutte sig pum
pevandet. Sagsbehandlingen virker
umiddelbart bureaukratisk og om
stændelig. De noget kaotiske forhold
før 1679 viser dog, at denne form for
sagsbehandling var nødvendig, for at
holde orden på, hvem der tilsluttede
sig vandrenderne, og samtidig sikre
sig, at afgifterne blev betalt.
Der blev jævnligt indkaldt til mø
der i kompagniet, og her var alle par
ticipanter forpligtede til at møde per
sonligt eller ved fuldmagt. Det var
kompagniets inspektør, der indkaldte
til mødet, som blev afholdt, når regn
skabet fra det forløbne år skulle god
kendes, eller hvis der skulle vedtages
særlige beslutninger eller optages nye
participanter. Med mindre det dreje
de sig om dagligdags reparationer,
handlede inspektør eller vandmester
aldrig på egen hånd. De fremlagde al
tid sagen på et møde i kompagniet
eller konfererede med direktionen.
Når en inspektør havde tilsagt par
ticipanterne at møde, dukkede langt
de fleste op - en del ved stedfortræ
dere med fuldmagt. E t sådan møde
blev oftest afholdt i inspektørens
hjem; i enkelte tilfælde hos partici
panter, der havde en præsentabel bo
lig. Normalt havde inspektøren og
vandmesteren opstillet en række
punkter, som skulle drøftes. Disse blev
diskuteret, hvorefter man nedfældede
de resolutioner, der var blevet vedta-