41 / 221
Maria Fletting & Signe Trolle Gronemann
vandudgifter. Samtidig blev det fast
lagt, at det var ejerne af en grund,
der hæftede for vandet, ikke lejere af
bygninger på grunden.
Man mødte flere forhindringer i ind
krævningen af restancerne. For det
første viste det sig i løbet af vinteren
1679, at rodemestrene ikke var lige
villige til at indkræve pengene. For
at løse dette problem vedtog man at
gøre rodemestrene personligt fri for
vandskat, så længe de var behjælpe
lige med at indhente penge
.15
Man op
levede også, at folk, der lå yderst i
ledningsnettene, undskyldte sig med,
at deres manglende betaling skyldtes
manglende vand i ledningerne. Den
ne undskyldning godtog direktionen
imidlertid ikke. I forordningen om
vandforsyningen kan man nemlig læ
se, at mangel på vand ikke retfær
diggør manglende betaling. Hvis man
betalte, ville der være penge til ved
ligeholdelse og dermed vand i haner
ne, lød den logiske begrundelse.
Efterhånden valgte man dog at la
de execution blive en realitet i stedet
for blot en trussel. Den første runde
faldt i marts 1680, hvor der ud fra
en liste over samtlige formodede
skyldnere blev udvalgt 6 0 . 1 april året
efter blev der igen foretaget execu
tion
.16
Det lader til, at man langsomt
opgav at inddrive den gamle gæld og
i stedet koncentrerede sig om at få
fuld kontrol med de løbende indtæg
ter og udgifter. Det ses af, at kun de
første runder af executioner skyldtes
gælden til Magistraten og skete på
foranledning af byens kæmner. De
derpå følgende tre executioner knyt
tede sig alle til bestemte kompagnier
og var på foranledning af kompagni
ernes inspektører, der altså har haft
problemer med at få inkasseret de ny
oprettede løbende afgifter
.17
På spørgs
38
mål fra underfogeden fastslog direk
tionen, at man var sin gæld kvit, hvis
man mistede sit vand.
I praksis har det åbenbart også vist
sig umuligt at udregne, hvad hver en
kelt participant burde have betalt si
den 1662. Regnskabet viser, at man i
stedet fordelte de udgifter, som Ma
gistraten havde haft gennem årene på
vandvæsenets nuværende participan
ter
.18
For den del af udlægget, Stadens
Pumpevand skulle betale, hvilket i
1679 var beregnet til 1835 Rdlr., var
dog betalt så meget, at der kun skyld
tes 663 Rdlr. ved udgangen af 1683.19
Det lykkedes altså direktionen at få
en stor del af pengene ind. De under
søgte kilder giver dog aldrig noget rig
tigt overblik over regnskaberne, idet
direktionen blot skulle godkende
regnskabet, men ikke stod for den
praktiske udfærdigelse. Det var der
imod Stadens kæmner, der udfærdi
gede selve regnskabet og stod for re
gistreringen af de daglige indtægter
og udgifter i forbindelse med vandet.
Direktionen er blevet beskrevet som
langmodig med hensyn til inddri
velsen af gæld
.20
Dette er ikke nød
vendigvis det sande billede. For det
første var der ikke overblik over hvem,
der rent faktisk burde betale. En over
sigt fra januar 1689 taler om i alt
240 skyldnere. Hvor meget hver især
skyldte, vides imidlertid ikke, idet der
ikke er ført ordentligt regnskab. For
det andet er det ikke usandsynligt, at
der i befolkningen har eksisteret en
udbredt følelse af, at vandpengene var
urimelige. De restancer, man søgte
indkrævet i 1679 og 1680, var penge,
der skulle være betalt tilbage i 1662.
Penge, hvis inddrivelse først og frem
mest var begrundet i ødelæggelsen af
renderne under belejringen samt den
senere omlægning i forbindelse med