293 / 604
44
Pandectas“, hvor Materien omhandles i lib. -I tit.
IV (1698).
I Hertii nævnte dissertatio opstilles tre alminde
lige Grundsætninger, hvorefter alle mødende Tilfælde
skulle lade sig bedømme.
Disse Grundsætninger
gjengives a fø . paa følgende Maade: „Den første er, at,
naar Loven er re tte t paa Personer, saa sees der hen
til det Steds Love, hvis Undersaat Personen er. Den
anden Regel er, at, hvis Loven directe er foreskreven
for Tingen, saa er den anvendelig, naar Tingen ligger
inden for Territoriet, paa hvilketsomhelst Sted og a f
hvilkensomhelst Person den Handling er foretagen,
hvorved der disponeres over samme.1) Endelig inde
holder hans tredie Regel, at, naar Loven bestemmer
en Handlings Form, bliver der aliene a t see paa det
Steds Love, hvor Handlingen foretages, og hverken
paa Hjemstedets eller paa det Steds, hvor Tingen be
finder sig“.
Ihvorvel nu Hertius i sin nævnte dissertatio vil
forkaste den af tidligere Jurister i denne Materie
gjorte Sondring mellem tre Klasser af Retsregler, nem
lig sta tu ta personalia, realia og mixta, falder dog den
Sondring, som han selv opstiller, saa væsentlig sam
men rned hin, a t han med Føje netop betragtes som
en af Hovedrepræsentanterne for den saakaldte Statut-
theori. Denne Theori, som i saa lange Tider var den al
mindelig herskende, m aatte siges endnu a t være den
gjældende, da ø. forfattede sin Afhandling i Eunomia.
For Tysklands Vedkommende er det egentlig først
’) Herved maa erindres, at Hertius, ligesom tidligere Jurister,
opstiller den Sætning, at de rørlige Ting skulle anses som
værende paa Personens (Ejerens) Bopæl og være under
givne de der med Hensyn til Løsøre gjældende Retsregler, —
en Sætning, der egentlig er opstaaet paa A rverettens Orn-
raade.