297 / 604
48
Gjæster, opholde sig inden hans Territorium, skulle
rette sig efter hans Love, med samme Grund maa og
en fremm ed 'S tats Love, hvori en dansk Borger tager
midlertidigt Ophold, kunne være forbindende for denne“.
„Endnu mindre“, skriver han fremdeles, „kunde den
Fremmede, som tog fast Bopæl her i Landet, med
Hensyn til sine ældre Forbindelser, blive ubetinget a t
behandle efter de danske Love“. „Paa den anden
Side“, bemærker han derefter, „kan man dog ingenlunde
antage, at, fordi Fremmede under deres interimistiske
Ophold her i Riget staae under de danske Loves Herre
dømme saavelsom deres Beskyttelse, derfor den danske
Undersaat under sit Ophold i Udlandet aldeles ikke
stod under de danske Love, og i in tet Tilfælde kunde
drages til Ansvar efter disse Love for de i Udlandet
foretagne Handlinger“, og han siger, a t man ved et
saadant Princip vilde komme i Strid med Retfærdig
heden og Borgersamfundets Vel og Sikkerhed sam t
med specielle Lovbud.
Allerede- i en tidligere Afhandling „Om particu-
laire og specielle Loves og i Særdeleshed Reskripters
Anvendelse uden for de ved samme udtrykkelig be
stem te Tilfælde“ i j. T. 3. B. 2. H. (1821) havde 0.
paavist, a t Højesterets-Instructionen af 7. December
1771 § 30 indeholder et afgjørende Bevis for, a t frem
mede Love kunne komme i Betragtning ved de danske
Domstole, især i Sager, der rejse sig af det, som paa
fremmede Steder er kontraheret, og han havde der
gjort opmærksom paa, a t den Omstændighed, a t det
senere Højesterets-Patent af 10. November 1774 § 18
i Almindelighed forbyder Advócateme a t paaberaabe
sig andre Folks Love og Forordninger, saa meget
mindre kan hæve den nærmere Bestemmelse, som
Højesterets-Instruxen i saa Henseende indeholder, som
dette Pa ten t deri, som i det meste øvrige, er ganske