296 / 604
47
indsees let, da det ikke mindre er Handlingens materi
elle Indhold end dens Form, i Henseende til hvilken
det Spørgsmaal opstaaer, om det Steds Love skal fore
trækkes, hvor den Handlende har sit personlige Hjem,
eller dets, hvor Handlingen foregik“.
Efter denne foreløbige, om end korte, saa dog,
som det synes, aldeles klare og overbevisende Paavis-
ning af Uholdbar heden af Hertii Theori og dermed
af Statuttheorien, gaar 0. over til a t undersøge vore
Loves almindelige Bestemmelser angaaende Lovens
Virkekreds, og han skriver blandt Andet herom:
„Skjøndt Fortalen til Danske og Norske Lov paalægger
Dommerne udi alle de Sager, som dennem forekomme,
at følge denne Lov som en Rettesnor, og derefter ret-
sindigen kjende, kan det dog ingenlunde antages, a t
herved ubetinget forbydes i noget Tilfælde a t tage
Hensyn til fremmede Love ved Retssagers Paakjendelse
her i Landet. Loven og de senere Anordninger, der udgjøre
Supplementer til samme, erkjende selv LTndtagelser her
fra; og det kan ikke nægtes, a t Dommeren virkelig følger
Landsloven, naar han i de Tilfælde, hvor samme enten ud
trykkelig paabyder eller dog af gode Grunde kan an
tages a t ville Hensyn til fremmede Love, tager disse i Be
tragtning“. Med Hensyn til den i D. og N. L.s Fortale
indeholdte Bestemmelse om, a t Loven skal være gjæl-
dende for alle dem, som bygge og bo i Danmark
(Norge) eller noget Gods derudi eje eller sig der op
holde, bemærker 0. blandt Andet, a t den Omstændig
hed, a t ogsaa Fremmede, der for en Tid opholde sig
her i Landet, kunne blive a t dømme efter Loven, gjør
det allerede uantageligt, a t Loven omvendt skulde
være en ubetinget Regel for alle Landets Undersaatter,
endog hvor der spurgtes om Handlinger, foretagne i
Udlandet; „thi“, siger 0., „med samme Grund som
Lovgiveren giør Fordring paa, a t Fremmede, der, som