295 / 604
46
givet Retsforhold. Saaledes mener han, a t det, hvor
der spørges
0111
en Persons Myndighed, er blot den
Paagjeldendes Status, som tages i Betragtning, og a t
det altsaa kommer an paa, hvilket Steds Lovgivning-
han, for sin Person, er underkastet. Men det er ind
lysende, a t man ikke saaledes kan bruge en Lov til Regel
for Personens Myndighed in abstracto, og en anden, hvor
der handles
0111
hans Habilitet til a t foretage en be
stem t Handling eller disponere over en bestemt Ting. L
Forskrifterne angaaende en Persons Myndighed have
stedse Hensyn paa visse Handlinger, hvis Gyldighed
derpaa beroer; thi der ere mangfoldige Handlinger,
hvorved Personer, uden a t være fuldmyndige, kunne
forbinde dem; ligesom og Lovgivningerne deri ere forskjel-
lige, a t nogle betragte de af den Mindreaarige paa egen
Haand indgaaede Contracter som ipso jure ugyldige,
andre derimod kun, under visse Betingelser, hjemle
ham Adgang til restitutio in integrum. Man kan saa
ledes neppe afsondre Lovene om Myndighedens Betin
gelser fra Lovene om Umyndighedens Virkninger med
Hensyn til de forskjellige Arter af juridiske Handlingel,
og i begge disse Henseender lægge forskjellige Love
til Grund. Ligeledes have de for Handlingerne fore
skrevne Former ofte Hensyn til de Ting, der ere
Handlingernes Gjenstande, f. Ex. de Lovbestemmelser,
som angaae Skjødning og Pantsætning. Hertius har i
denne Henseende rigtig nok erklæret sig for, a t det
Steds Love, hvor Eiendommen ligger, skal gjøre Ud
slag, men efter de af ham opstillede Grundregler kunde
det Steds Lovgivning, hvor Handlingen foretages, have
samme Krav paa a t tages til Følge. A t i Særdeles
hed den sidstnævnte Regel i sit Udtryk er ufuldstændig,
p Hertius mente, at Myndigheden til at disponere over en
fast Ejendom m aatte hedømmes efter lex rei sitæ.