377 / 407
Brintoverilten købes i en 30 pct. opløsning og
blandes med vand afhængig af, hvor stærk en bleg
ning, der ønskes. Den mest anvendte blanding er
følgende:
20 dele 30 pct. brintoverilte
2 » 3-dobb. ammoniakvand (salmiakspiritus)
40 » vand.
Denne blanding giver en ret kraftig blegning, uden
at træet, bagefter behøver udvanding. Bruger man en
stærkere blanding, vil det dog være klogt at foretage
en udvanding, da blegningen ellers på visse træ
sorter kan fremkalde et svagt gulligt skær.
Husk,
at brintoverilte selv i ret svage blandinger
angriber huden, hvorfor man må være forsigtig i bru
gen af den. Sker det, at huden angribes, må der øje
blikkelig foretages afskylning med vand.
Oxalsyre.
Oxalsyre fås i krystaller og opløses i en 5 pct. opløs
ning, d.v.s. 50 gram til 1 liter vand. Oxalsyre bør kun
bruges på egetræ, da det på visse andre træsorter,
som f. eks. elm og mahogni, kan fremkalde en svag
rødlig tone under bejdsen.
Ved brug af oxalsyre må man huske at rense ar
bejdet grundigt, da jernholdigt støv som f. eks. stål
uldsspåner kan give blå pletter i forbindelse hermed.
Husk,
at blegning med oxalsyre bør efterfølges af
grundig afvaskning med rent vand, for at fjerne even
tuelle rester af blegemidlet, der ellers senere kan være
skadelig for overfladebehandlingen.
Syresalt.
Syresalt fås også i krystaller og bruges ligeledes i
5 pct. opløsning, hvor det giver en kraftig blegning.
Syresalt kan bruges på næsten alle træsorter, de helt
lyse dog undtaget, da man her kan risikere en svag
rødfarvning.
Husk,
blegning med syresalt kræver en grundig
afvaskning.
Jernfri saltsyre.
Jernfri saltsyre fås i en 40 pct. opløsning, men tyn
des op til en 10 pct. opløsning, der har en ualmindelig
kraftig virkning på jernpletter på garvesyreholdigt
træ, som f. eks. egetræ.
Husk,
at det også efter brugen af jernfri saltsyre er
nødvendigt med en grundig afvaskning.
Husk
ligeledes, at jernfri saltsyre er stærkt
æ tsende
syre, der altid bør anvendes på den måde, at man
hælder syren i vandet
og ikke omvendt, da der ellers
kan ske et voldsomt opkog som følge af varme
udviklingen.
Ved blegning må man aldrig blege pletvis, men
altid over hele fladen, da man ellers får skjolder.
BEJDSNING
Ved bejdsning af træ forstår man en transparent
farvning af selve træmaterialet. Bejdsningen foretages
for at:
fremhæve træets struktur
ændre træets naturlige farve
efterligne farven på dyrere træsorter.
At bejdse godt kræver nogen erfaring og fremfor
alt materialekendskab, idet den ønskede farvetone
ofte er en blanding af træets farve og bejdsen.
Forudsætningen for at opnå et godt resultat ved
bejdsningen er dog, at træet er pudset godt og helst
vandet ud og afslebet. Desværre spares der ofte på
denne udvanding og efterslibning med det resultat, at
bejdsen giver en grumset og uren farve og dermed et
dårligt udseende på hele behandlingen.
Forudsætter man imidlertid, at træet er velpudset
og i orden, hvad kan man da fordre af en god bejdse?
Det vigtigste er, at bejdsen med tiden ikke må tabe
sin farvetone. Derfor må man kun anvende bejdser,
der er både lys- og luftægte. Nogen helt lysægte farve
findes ikke endnu, men man kan dog få kvaliteter,
der har en begrænset farveændring. Samtidig må man
dog ikke glemme, at næsten alle træsorter ændrer
farve ved lysets påvirkning.
De mest lysægte farver opnår man med de så
kaldte vandopløselige farvebejdser, der er fremstillet
af de såkaldte anilin- eller tjærefarver. Lidt mindre
lysægte er de kemiske bejdser, og dårligst er både de
olie- og spritopløselige farvestoffer, der falmer ret
hurtigt.
Foruden lysægtheden er der andre betingelser, som
en god bejdse også må kunne opfylde.
Det er vigtigt, at bejdsen trænger dybt ned i træet,
således at kanter og lignende ikke bliver slidt igen
nem for hurtigt.
Med de almindelige farvebejdser opnår man den
dybeste indtrængning ved at bruge dem i varm til
stand, men så har de tilbøjelighed til at skjolde, og da
resultatet af anvendelsen i kold tilstand almindeligvis
er tilfredsstillende, foretrækkes det langt de fleste
steder.
Bejdsen skal endvidere kunne fremhæve og under
strege træets struktur, og hertil egner de kemiske
bejdser sig langt bedre end farvebejdserne.
Bejdserne skal desuden være lette at arbejde med,
og her er farvebejdserne jo de mest behagelige.
At bejdserne ikke må have nogen skadelig indvir
ken på efterbehandlingen er naturligvis en selvfølge.
Farvebejdserne er her langt at foretrække for de ke
375