380 / 407
Fig. 602. En smuk oliebehandlet teaktræsplade, bemærk dyb
den i strukturen samt den smukke, matte overflade på bag
grund af to lakerede plader.
Selve oliebehandlingen foregår på den måde, at
træet påføres den olietype, man nu foretrækker, med
en blød, linnedklud eller en plydsklods. Der må på
føres så rigeligt med olie, at træet bliver mættet, sam
tidig må man dog passe på, at der ikke bliver over
skydende olie tilbage på overfladen, da den vil for
sinke tørringen og ødelægge overfladens udseende.
Anvendes der en hurtigtørrende olie, kan anden på
føring af olie gentages dagen efter. Umiddelbart efter
den anden påføring af olien slibes der
ganske let
i den
våde olie med granatpapir nr. 320. Herefter aftørres
den overskydende olie med en klud - endelig ikke
med savsmuld - og efter endnu 1 døgns tørring er
overfladen
tør
og
fedtfri.
Foretrækker man imidlertid rå linolie, skal der
helst gå en 4-5 dage mellem første og anden på
føring af olien, og dernæst må regnes med en ca. 4
ugers tørretid efter sidste påføring, førend fladen er
fedtfri.
Der bruges også filtreret politur ovenpå linolien for
at hindre den i at fedte. Det hjælper også noget, men
kan ikke helt forhindre olien i at trænge igennem og
fedte eventuelle værdifulde papirer eller bøger, der
lægges på den oliebehandlede flade.
Efter min mening opnås et lige så smukt og langt
mere holdbart resultat ved at bruge en af de gode hur
tigttørrende teak-olier, men da der er delte meninger
herom, stiller vi begge behandlinger skematisk op:
Rå linolie.
Anvendes som regel fortyndet med vegetabilsk
terpentin i forholdet 2:1.
Fordele:
Giver den maksimale dybdevirkning i træet, uden at
det får karakter af at være overfladebehandlet.
Ulemper:
Lang tørretid, fedter meget længe efter påføringen,
ca. 4-5 uger. Modstandsdygtigheden mod fugtigheds-
påvirkninger først nogenlunde, når overfladen har
fået 3-4 behandlinger, og disse er hærdet færdige.
Hurtigtørrende olier.
Af disse leveres nogle fabrikater klar til brug, mens
andre skal fortyndes.
Fordele:
Giver en smuk dybde i træet og tørrer hurtigt og
fedtfrit op senest 1 døgn efter påføringen. Giver for
enkelte produkters vedkommende en forbavsende god
modstandsevne mod fugt- og varmepåvirkning, men
først efter ca. 8-10 dages tørretid.
Ulemper:
Ingen generelle, men modstandsdygtigheden mod
fugt og varme er varierende for de forskellige pro
dukters vedkommende, ligesom det for enkeltes ved
kommende er uheldigt, såfremt de bliver påført i for
tykke lag. Overfladen vil da fremtræde ligesom ferni
seret.
POLITURBEHANDLING
Boning.
Overfladebehandling med politur (shellak) er ikke
så udbredt mere, efter at celluloselakken er kommet
frem, men der findes dog stadigvæk værksteder, hvor
man holder fast ved polituren, der set med snedker
øjne kan give en meget smuk overflade.
Boningen er den letteste og mest anvendte form
for politurbehandling. På den fint pudsede træflade
påfører man polituren - der ikke må være for stærk
- med en plydsklods eller en pensel. Efter at politu
ren er godt tør - ca. 4 timer efter påføringen - slibes
arbejdet ganske let med fint sandpapir som f. eks.
granat nr. 320. Skal behandlingen være fyldig, må
påføringen og slibningen gentages.y Efter slibningen
bones der med en polerlap - en ulden klud med en
fin linnedklud om - der er godt vædet med politur.
Lappen føres frem og tilbage over arbejdet på langs
med strukturen med et jævnt tryk, således at der til
føres et ensartet politurlag. Er polituren for stærk,
kan lappen komme til at klæbe på fladen, ligesom
der bliver tydelige overgange i striber, man må derfor
hellere arbejde med en for tynd end en for svær
politur. Det kan lette arbejdet, hvis man drypper et
par dråber paraffinolie på fladen, men man må ende
378