384 / 407
anvendte højviskose cellulose en meget ringe fyldig
hed og bliver hovedsagelig anvendt som bejdsebeskyt
ter eller som mefallak, d. v. s. til lakering af messing
eller lignende, der kun behøver en tynd hinde for at
beskytte mod anløbning.
Til de fleste andre celluloselakker anvender man
en såkaldt lavviskos nitrocellulose, der giver en mere
tyndtflydende lak end den højviskose. Da modstands
dygtigheden imidlertid er ringere for den lavviskose
end for den højviskose, fremstilles de fleste lakker
derfor af blandinger af disse.
Tørstofindholdet, der i en god celluloselak ligger
omkring 30 pct., består foruden nitrocellulose også
af harpikser og blødgøringsmidler, der forhøjer mod
standsdygtigheden og giver en bedre glans, hæftning
og elasticitet.
Medens både harpikserne og blødgøringsmidlerne
kan opløses i de fleste organiske væsker, gælder dette
ikke nitrocellulosen, der kræver specielle opløsnings
midler. Af de vigtigste skal her nævnes butylacetat,
ætylacetat og acetone. Da disse opløsningsmidler er
ret dyre tilsættes fortyndingsmidler som toluol og
benzin, der ikke virker opløsende, men alligevel kan
tilsættes i et vist omfang.
Desuden tilsættes sprit eller butanol, der i forbin
delse med toluol virker svagt opløsende. Det har ikke
alene en prismæssig fordel at tilsætte disse »strække-
midler«, men det har også den fordel, at de ikke vir
ker så opløsende på tidligere påførte lag, noget der
især har betydning for dem, der påfører lakken med
pensel.
Foruden disse væsker indeholder celluloselakker
som oftest små mængder, 2-5 pct., af meget lang
somt fordampende opløsningsmidler, der forhindrer
Fig. 605. Billede fra en moderne cellulosefabrik. Råvaren
transporteres med trucks og bliver sammen med opløsnings
midlerne blandet i de i underetagen placerede blandemøller.
Bemærk tårnet i højre side - det bruges til blanding af fo r
tyndere.
en tågedannelse på lakken i fugtigt vejr, fremmer
sammenflydningen og dermed forhøjer glansen.
Anvendelse.
Klar celluloselak har gennem de sidste 15-20 år
været det materiale, der har været mest anvendt til
overfladebehandling af møbler og meget andet arbejde
indenfor træindustrien.
Det skyldes i første række den meget korte tørretid
og lakkens forholdsvis gode modstandsdygtighed mod
mange påvirkninger og dernæst, at den er let at bear
bejde til såvel mat som blank overflade.
Af cellulose]akker sælges mange forskellige ud
gaver, men følgende må anses for at være hoved
typerne til arbejdet indenfor træindustrien:
Polerlak til højglansarbejde.
Matpolerlak til finere mat arbejde skal desuden
være meget behagelig at trække af med zieh-
klinge.
Industri- eller bonelak, der er den fyldigste, men
også mindst elastiske type.
Matlak, der dels bruges som den er, eller blandes
med klar lak til en silkeglans.
Herudover bruges der - indenfor træindustrien -
også lidt pigmenteret, hovedsagelig industricellulose,
der giver største glans og fyldighed.
Fordele.
Foruden den hurtige tørretid har celluloselakkerne
ret stor modstandsdygtighed mod såvel svagere syrer
som mod varmt vand. Selv modstandsdygtigheden
mod alkalier er væsentlig bedre end olielakkernes.
Forudsætningen for at opnå disse fordele er dog,
at lakfilmen har en vis minimumstykkelse, idet mod
standsdygtigheden mod disse væsker er stigende pro
portionalt med lakfilmens tykkelse.
Endvidere har celluloselakkerne den store fordel,
at de er meget lette at bearbejde med ziehklinge og
lette at blankslibe, begge dele noget der har stor be
tydning for den industrielle anvendelse.
Celluloselakkerne er tillige meget lette at reparere,
idet selv en ret gammel celluloselak lader sig opbløde
af et nyt lag.
Ulemper.
Den største gene ved brugen af celluloselakker er,
at de er så brandfarlige at arbejde med. Både i fly
dende tilstand og som tør celluloselak samt som tørre
lakspåner antændes den uhyre let, og det uhyggelige
ved antændelsen af cellulose er den eksplosive måde,
det sker på.
382