172 / 190
169
Vor største lyrisk e D igter,
Holger Drachmann,
svingede længe uafb rud t frem og tilbage m ellem
B rand esian ism en og T ilbø jeligh ed en til at synge
m ed sit eget Næb. F ø rst i de sid ste fem ten Aar
a f sit L iv fjæ rnede han sig gan ske fra Partiet.
H an s karak tersvage, m od lø se Natur taalte v a n
skeligt, at nogle a f de bed ste b land t han s P o esier
b lev tiet ned i »P olitiken«, saasnart h an ikk e svor
til dens Fan e. I en Aarrække næ vnedes end ikk e
han s N avn i dette Organ for »den hø jeste O p ly s
n ing og F risind« , som det selv kald te sig.
»Lad os prøve paa«, ud talte D ra chm ann i sin
»O stende Briigge« 1883, »en en este Gang at u n d
lad e at bek end e Kulør, naar P a ro len gives — og
v i skal faa Kærligheden at fø le« .
E ndog blot dette, at D rachm ann i sin D igtn ing
an slog patriotiske Strænge, var nok til at in d
bringe ham B randes’ B ebrejdelse for »at app el
lere til N a tion a lfø lelsen paa F rih ed sfø lelsen s B e
kostn ing«, fordi, hed det frem d eles, »ingen F ø
lelse kan tænkes mere væ rd ifu ld end Kærlighed
til F rihed«.
S tundom protesterede da ogsaa D igteren k ra f
tigt m od B randes’ kram pagtige F o rsøg paa at kue
L ittera tu ren 1 og m od han s T ilhængeres Kunst:
»Og naar de afm a led e vore F ruen timm ere, saa
sku ld e m an tro, at de alle var offen tlige, og naar
de a fm alede os i vore Hu se, saa h o ld t de sig for
Næ sen, saa ilde lugtede der ho s os«.
1 Dagbladet 11—12—1883.